Føljetonen: AaB’s hjemmebane i 100 år (4): Endelig væltede ketchuppen ud af flasken

I en række af kapitler fortæller David Wedege historien om AaB’s hjemmebane i 100 år: Aalborg Stadion, som i 100 år har ligget på Haraldslund. 31. juli 2020 var det præcis 100 år siden, at AaB og Aalborg Freja åbnede fodboldbanen i “Idrætsparken paa Haraldslund”, som i dag officielt hedder Aalborg Portland Park.

Nu ved vi fra 3. kapitel, at AaB tabte åbningskampen 31. juli 1920 til Aalborg Freja i Aalborg Pokalturnering. Og hvad så?

Jo, AaB’s 20’ere startede slet ikke brølende.

I det jyske turneringssystem kunne AaB ikke gøre det klart, at byens største og ældste fodboldklub, der havde opslugt og konsolideret hele fodboldmiljøet på Eksercerpladsen, også var byens førende og Aalborgs bedste bud på en konkurrent til Jyllands største.

I starten af 20’erne lignede Chang faktisk det bedste bud fra Aalborg.

I Jylland var Randers Freja og Vejle Boldklub blevet dominerende op igennem tiderne, og det kunne man også se på deres stadionanlæg, der overhalede den ydmyge idrætspark på Haraldslund i Aalborg.

Randers fik en imponerende flot siddetribune med græske søjler i 1923, og Vejle Stadion blev anlagt med en imponerende hovedbygning på toppen af en skråning i 1924.

Både AaB og byens stadion døjede med at komme i omdrejninger, men da 20’erne gik mod hæld, kom der skred i tingene.

De samvirkende idrætsforeninger med det danske idrætskoryfæ Eugen Schmidt kæmpede ihærdigt for et bedre stadion, og i 1927 kunne Aalborg endelig præsentere en hovedtribune, som gav bank til den, de havde i Randers.

Siddetribunen havde plads til 350 siddende, og der var ståpladser på de forreste rækker og en stadionbygning bag tribunen, som var opført parallelt med Ny Kastetvej.

Faktisk var det – en vesttribune.

Men dengang var vest stadig en langside, som det var fra 1920 til 1961.

Første kamp med tribunen var en hjemmekamp mod Holstebro 23. oktober 1927.

Aalborg-arkitekten Einar Packness stod bag tegningen, og lokalt var han kendt for sin kærlighed til Spanien i alt det, han tegnede.

De første danske stadioner med siddepladser var jo opført i nyklassicistisk stil med græske søjler, som refererede til antikkens olympiske myter.

Til Aalborg Stadion tegnede Einar Packness et mere beskedent udtryk i skovtur-romantisk pavillonstil, der kunne minde om tidens hovedtribuner i England, som tit var tegnet af legendariske Archibald Leitch.

I Randers betød de stolte græske søjler, at publikum måtte finde sig i at se dem spærre for udsynet. Søjlernes pragt var åbenbart vigtigere end tribunens funktion som skueposition.

Packness, derimod, gjorde de bærende stolper så tynde som muligt, da Aalborg fik sin allerførste tribune.

Einar Packness var verdensberømt i Aalborg og semikendt på landsplan for sin markante Aalborg-bygninger. Til gengæld satte han ikke markante aftryk uden for landsdelen.

Hans mest kendte bygninger blev Markuskirken i Østbyen, Hasseris Kirke, Aalborg Kommunes administration på Boulevarden og Svinkløv Badehotel.

Vil man opdage lighederne med Aalborg Stadions hovedtribune fra 1927, skal man nok kigge på badehotellet, som for få år siden fik megen trist opmærksomhed, da Danmarks største træhus – som det vitterlig var – brændte ned i en fart og måtte genopføres i samme stil.

Et spark bagi til AaB og stadion

Så var det som om, at der skete noget med AaB og fodbold på stadion.

En ren ketchupeffekt.

En meget stærk generation af AaB-spillere var udklækket, og i 1928 vandt AaB det jyske mesterskab for første gang siden 1911.

Fra 1928 og seks år frem vandt AaB den jyske titel fem gange.

Den jyske titel var stadig prestigiøs, men tiderne var alvorligt ved at ændre sig. De regionale turneringer begyndte at miste vægt. Den landsdækkende turnering vandt mere og mere betydning.

I 1927 skete der en afgørende ændring af landsturneringen, fordi man for første gang spillede en hel landsdækkende turneringsstruktur. Bare uden AaB som ikke kom med i den første sæson.

AaB spillede derimod provinsmesterskabet i 1927/28, og det var indtil 1927 en meget prestigefyldt og afgørende turnering. Da AaB for første gang nogensinde nåede finalen i 1928 var provinsmesterskabets betydning dog noget amputeret.

AaB slog Skovshoved på Aalborg Stadion med lammende 8-2 foran 1300 tilskuere, men for første gang i provinsmesterskabets historie, gav sejren ikke adgang til hverken semifinale eller finale om Danmarksmesterskabet, for DM blev afgjort i en turnering for sig. Det var blevet en parallelturnering med lavstatus. Måske som Europa Leagues forhold er til Champions League.

Så traditionelt var provinsmesterskabet stort, men da det endelig lykkedes for AaB, var det et år for sent, og historieskrivningen har svært ved at bestemme sig for, om AaB vandt noget stort i 1928 – eller ret beset ej.

Det var i øvrigt forvirrende at finde ud af, hvad der betød noget, for AaB spillede både provinsmesterskab, jysk mesterskab, JBU’s jyske pokalturnering og Aalborg Pokalturnering. Turneringerne var små og bestod af ret få kampe.

Amatørmentalitet

Det var heller ikke dansk turneringsfodbold, som virkelig trak tilskuere, når der endelig kom tilskuere på Aalborg Stadion.

I 1920’erne var der allerede en livlig trafik med udenlandske hold af professionelle, som drog til Danmark for at spille opvisningskampe, og Aalborg fik også sin del.

I Danmark var der et strengt syn på professionalisme. Det blev betragtet af idrætspuritanere, der tit var gamle mænd, som plat og fordærv.

Da københavneren Carl “Skoma’r” Hansen blev solgt til Glasgow Rangers i 1921 som Danmarks første professionelle, blev det betragtet som forræderi.

Hvis man gjorde sig noget håb om at få lov til at spille dansk turneringsfodbold igen, skulle man først gennemgå en renselse i form af to års karantæne, så man ikke længere løb rundt på banen og stank af professionalisme, men man kunne glemme alt om nogensinde at spille på landshold igen!

Sjovt nok var vederstyggeligheder som udenlandske professionelle velkommen på danske græsplæner alligevel.

Måske fordi danske fodboldledere gerne ville vise, at de brave amatører kunne spille fodbold uden at få penge for det. Kunne man begrænse nederlaget til et par mål, lignede det en sportslig succes, og således opfandt dansk fodbold det hæderlige nederlag.

Sådan nogle nederlag har vi trøstet os med lige siden.

Fra at vinde OL-sølv i både 1908 og 1912, hvor dansk fodbold tilhørte verdenseliten, sank vi længere og længere ned i amatørismens elendige dynd, men amatørtidens ledere havde altid en dansk chauvinistisk forklaring af rent vås at klamre sig til: Dansk fodbold var mere ærligt. Vi havde det sjovere. Vi spillede fodbold med hjertet. Og så videre og så videre.

Mod englændere med mere

I Aalborg blev det kendt som “englænderkampene”, selv om det både var englændere, walisere og skotter, som kom på besøg. Disse “englænderkampe” var en direkte markering af, at nu havde Aalborg et stadion med en rigtig tribune. Noget skulle det bruges til.

I 1928 kom walisiske Cardiff City til Aalborg og mødte et udtaget byhold. 4000 tilskuere rykkede ind på Aalborg Stadion, og det var jo tre gange så mange, som der kom og så provinsfinalen mod Skovshoved.

Cardiff City havde jo vundet den engelske FA Cup i 1927 som det eneste hold nogensinde, som ikke var fra England, så det var superstjerner, som kiggede forbi.

Aalborgs byhold tabte “hæderligt” til pokalheltene fra Wembley med 4-0.

I 1929 kom skotske Hearts fra Edinburgh og underholdt publikum i Aalborg. I 1930 kom Southampton til byen og vandt 3-1.

Se, dét ville Aalborgs fodboldpublikum have, da 20’erne gik på hæld, og der var stadig langt til den landsdækkende liga og tusindvis af tilskuere til danske opgør.

Alligevel var det kun få år væk, og AaB skulle vise sig at kunne blande sig i det virkelig gode selskab – da de brølende 20’ere blev til 30’ere.