Føljetonen: AaB’s hjemmebane i 100 år (3): Den fattige start på stadion

I en række af kapitler fortæller David Wedege historien om AaB’s hjemmebane i 100 år: Aalborg Stadion, som i 100 år har ligget på Haraldslund. 31. juli 2020 var det præcis 100 år siden, at AaB og Aalborg Freja åbnede fodboldbanen i “Idrætsparken paa Haraldslund”, som i dag officielt hedder Aalborg Portland Park.

Nu ved vi, at dansk fodbold udviklede sig til en rigtig skueidræt, som folk ville komme og kigge på i 1910’erne. Det helt store gennembrud var Danmarks OL-sølv i London i 1908 – med et rent københavnerhold, og tre år efter bedriften åbnede Københavns Idrætspark i 1911.

Københavnerne var bare begyndt at spille fodbold længe før os.

Danmarks første fodboldkamp stod mellem Birkerød Kostskole Boldklub og KB i 1883. Det var en rodet affære, hvor spillerne måtte tage med hænder og løbe med den som i rugby.

AaB og AGF begyndte først at spille fodbold i 1902!

Så det var egentlig ikke mærkeligt, at vi i Jylland bissede rundt på golde og flade pladser, mens københavnerne kunne indvie et prægtigt stadion på fælleden ved Østerbro.

At vi slet ikke var med, blev understreget af Danmarksturneringen, som officielt blev igangsat i 1912 og med første afgørelse i 1913. Før denne sæson havde mesterskabet været en ren københavnsk affære.

Det var det så stadigvæk. Kun 3000 så den enormt uspændende finale i Københavns Idrætspark mellem KB og B 1901 fra Nykøbing Falster.

Aalborg var en del af Jyllandseliten i fodbold. Fra starten på det jyske mesterskab i 1902 og til 1911 vandt Aalborg-klubberne 11 ud af 13 jyske mesterskaber, men både København og resten af Østdanmark var jysk fodbold overlegen-

I de første mange år skulle vinderen af københavnsk fodbold møde vinderen af provinsturneringen. En struktur der minder om NFL’s Super Bowl i amerikansk fodbold, hvor to forbundsvindere mødes.

Det var næsten altid uspændende, og københavnerne foretrak at se hovedstadsholdene spille fodbold mod hinanden. Det gjaldt om at blive københavnsmester. Så gav resten sig selv.

En stjerne kom tilfældigvis

Men vi ville være med, og en anden stor OL-helt skulle tilfældigvis spille en nøglerolle, nemlig en af dansk idræts allerstørste koryfæer i tiden.

Københavnsk-fødte Eugen Schmidt var et fyrtårn og ikke kun i én sportsgren. Han deltog i OL for Danmark (1896, 1900 og 1912) i tre forskellige sportsgrene og mestrede endnu flere: Gymnastik, tennis, fodbold, golf, svømning, fægtning, roning, atletik.

Eugen Schmidt fotograferet i Athen under de allerførste moderne olympiske lege i 1896.

De færreste har måske hørt om ham. De fleste har måske overset hans buste uden for Stadionhallen. Men tjek lige hans leksikale Wikipedia-opslag. Den findes på hele 21 sprog, mens Joachim Mæhle må nøjes med 11 sprog.

Erhvervskarrieren trak tilfældigvis københavneren til Aalborg. I 1907 tog Eugen Schmidt en chefstilling for svovlsyrefabrikken Superfos.

I forvejen var han medstifter af Dansk Idrætsforbund (DIF), som blev dannet i 1896. En større og dygtigere lobbyist kunne idrætten i Aalborg nærmest ikke få, og dygtig lobbyisme var der brug for.

I 1911 blev han så medstifter af SIFA. I dag er idrætslivets samvirkende foreninger i Aalborg bedst kendt for idrætsvelgørende TV-Bingo på tv-stationen DK4, som politisk fumlegængeri på Christiansborg med korte mellemrum truer med lukning.

Men det var et kraftcenter af magt, som Eugen Schmidt stiftede i 1911. SIFA skulle blive et kraftcenter af lokal politisk magt i årtierne, som fulgte.

Det kunne skyldes idrættens status og anseelse i starten af det 20. århundrede.

For nok var Eugen Schmidt en benovelsesværdig københavnsk sportsstjerne, som blev Ridder af Dannebrog i 1916.

Nok har historieskrivningen givet Eugen Schmidt æren for, at SIFA kunne overtale Aalborg Kommune til at anlægge et stadion på Haraldslund, som brændevinsmatadoren Harald Jensen efterlod ved sin død i 1914.

Men vel havde vi også fået et stadion uden ham. Selvfølgelig havde vi det. Ellers var vi i dag Danmarks eneste by uden et stadion, og en by uden et stadion er en utænkelighed fra det ydre rum. Så at give Eugen Schmidt al æren for stadion er at drukne i benovelsen.

For lige netop mellem Harald Jensens død i 1914 og Aalborg Stadions indvielse i 1920 var et kapløb startet. I dag er stadioner prestigiøse byggerier, som skal brande de kommuner, der opfører dem. Sådan har det altid været med stadioner.

Den fattiggjorte by

I Aalborg vidste man godt, at Aarhus havde planlagt og projekteret et kostbart anlæg med pompøs hovedbygning og to gymnastiksale til. Det skulle være Smilets Bys svar på Københavns Idrætspark.

Aarhus var bare et hestehoved foran: Olympisk portal ind til stadion og de to haller.

Det var allerede håbløst over Aalborgs formåen. Aalborg var af flere grunde en udfordret og halvfattig by.

Aarhus havde jo historisk overhalet Aalborg som Jyllands største by sidst i 1800-tallet, fordi østjyderne bare fik mere ud af den nye industrialisering.

Aarhus blev dels et langt større og vigtigere jernbaneknudepunkt, og da industrihavnenes betydning voksede, havde Aarhus også et betydeligt større fortrin med sin placering.

Aalborg led alvorligt, fordi Sverige havde snuppet Norge under stormagtsfreden i 1814 og stjålet alle handelsforbindelser til nordmændene. Den norske handelsforbindelse var Aalborgs levebrød i flere hundrede år.

Aalborg måtte også ret sent grave en dyb sejlrende i Langerak og i munden mellem Hals og Egense, så industrialiseringens store motorskibe med fragt overhovedet kunne anløbe her, og kun derfor kunne Aalborg også få en værftsindustri, som i mange år sendte store skibe ud i verden.

Ellers kunne Aalborg være endt som en helt stagneret storhed. Bare se på Viborg, som engang var Jyllands institutionelt betydeligste by: Med indlandsplaceringen tabte domkirke- og landsretsbyen maskinalderens vækstkamp.

Da Aalborg Stadion endelig var realiseret i 1920 – samme år som Aarhus Idrætspark – var “Idrætsparken paa Haraldslund” altså en meget skrabet model, når man sammenlignede med Aarhus og deres nærmest olympiske anlæg med prægtig hovedbygning til.

Aalborg Stadion kunne ikke klassificeres som byggeri. Det var et stykke anlægsarbejde, som bestod af grønsvær, cindersbelagte rundbaner til løbekonkurrencer og opvarmning og lægter på jordvolde rundt om idrætsbanerne.

Fodboldbanens mål lå mod syd og mod nord og ikke mod vest og øst som i dag. Føljetonen vender frygteligt tilbage med, hvad der skete 40 år senere.

Den nordlige baglinje var tegnet omtrent der, hvor nordlangsidens sidelinje er opkridtet i dag. Den sydlige mållinje var tegnet langt i inde i de nuværende stadionhaller, og langsiderne lå langs Schleppegrellsgade og Ny Kastetvej.

Det hele var skabt til idrætten som sådan. Og som sådan harmonerede det omtrent med brændevinsmatadorens ønske om en idrætsplads, hvor alle kunne boltre sig og tumle.

Der var noget i det både for bredden og eliten. Atletikforeningen “Aalborg Fodsportsforening” (AFF) kunne flytte ind. Tennisbanerne, som findes endnu, åbnede også som det allerførste. Harald Jensen havde også navnliggjort tennis som en idrætsgren, der skulle tilgodeses.

Fodbolden i Aalborg

AaB var efterhånden blevet et kludetæppe af sammenlægninger med andre små fodboldforeninger, som i den ålborgensiske fodbolds barndom udfordrede AaB på Eksercerpladsen. Én af disse var afholdsklubben Skjold. En anden hed Cimbria. En tredje var Aalborg Fodboldklub, som vandt seks jyske mesterskaber.

De blev alle en del af AaB.

Konkurrenterne konsoliderede sig naturligvis ind i AaB, så byens kunne styrke sig til møderne med udenbysrivaler som AGF, Randers Freja og Vejle Boldklub.

Men det efterlod ikke Aalborg med kun én fodboldklub, for lige så snart konsolideringen var gennemført, dukkede nye klubber op for at blive, men grunden var nu en anden: Fordi byen var i gang med at vokse, var de nye klubber først og fremmest lokale.

Alle ålborgensere kender Aalborg Chang og Aalborg Freja i dag. Begge dannet i 1912.

Freja blev dannet i kælderen i Istedgade 12 som lokal fodboldklub for det store nye arbejderkvarter i Vestbyen. Det var langt fra Eksercerpladsen, så frejanerne begyndte at spille på Fjordmarken.

Chang blev en lokal fodboldklub i grusgraven ved Hobrovej, som i dag har det mere pompøse navn, “Skovdalen Atletikstadion”.

Først hed Chang “Karl Emils Klub” efter en af de drenge, der startede klubben.

Kort tid senere lod de sig opkaldte efter deres yndlingsspiller i AaB, som hed Jean Christensen. De kunne ikke stave til det. Til gengæld kunne de læse i Stiftstidende, at elefanten i Københavns Zoo hed “Chang”, og dermed var bogstaverne fundet.

Om Karl Emil og de andre Chang-drenge bare var blåøjede eller havde en højt udviklet humor, kan vi ikke vide.

Freja blev en klub, som man forbandt med arbejderbevægelsen. Chang blev kendt som klubben for funktionærtyper og bogligt begavede. Hvordan det kom dértil må undre lidt, når de zebrastribede blev startet af funktionelle analfabeter.

Dette billede er ifølge SIFA’s oplysninger fra 1920 og viser muligvis den allerførste – eller en af de første – kampe på Aalborg Stadion. Bemærk: Ingen tribune endnu.

Den allerførste fodboldkamp på Aalborg Stadion blev spillet 31. juli 1920 mellem AaB og Freja i Aalborg Pokalturnering.

Freja chokerede ved at pulverisere AaB og vandt stadions første fodboldkamp nogensinde med 5-1.

Der skulle gå år endnu, før tingene kunne emme lidt af storhed.

, , , , , , , , , ,

Comments are closed.