Mød en frivillig: Rasmus Damborg Larsen

Mød en frivillig

Gennem den næste tid vil vi præsentere jer for en del af de frivillige, der til daglig driver vores foreningen.
Det er de personer der er rygraden i AaB Support Club, og som sørger for at vi kan opretholde det høje aktivitetsniveau vi har, og tilbyde forskellige arrangementer, tilbud og medlemsfordele til alle vores medlemmer.
I dag har vi stillet 10 spørgsmål til Rasmus Damborg Larsen, der til daglig sidder i bestyrelsen i ASC.

 

Hvem er du? Alder, by, forhold, interesser
Jeg hedder Rasmus Damborg Larsen, og jeg er 28 år gammel. Jeg har boet i Aalborg hele mit liv, hvilket jeg også gør den dag i dag sammen med min kæreste, Pernille. Til daglig arbejder jeg ved Neas Energy, som er et internationalt energihandelsselskab, hvor jeg sidder som Business Controller i Finance. Herudover bruger jeg min fritid på at være sammen med familie og venner, dyrke noget motion, samt AaB, og herigennem selvfølgelig også ASC.

Hvad er dit forhold til AaB og hvor længe har du fulgt dem?
Min far og hans kammerater tog mig med på stadion første gang engang tilbage i midt 90’erne, hvor jeg har været en 7-8 år gammel. Herfra blev jeg en fast bestanddel ved banden på Østtribunen (3F-tribunen). Da min far gik bort tilbage i år 2000 sluttede min gang heldigvis ikke på stadion, idet min fars kammerater stadig sørgede for, at tage mig med ud og se AaB spille. Da jeg selv blev gammel nok til at tage til kampe, er det sidenhen blevet til utallige kampe, primært på Vesttribunen, hvor vi altid stod en flok knejter inde bag mål. At jeg har været så heldig, at få lov til at følge AaB fra barnsben har således også betydet, at AaB den dag i dag fylder ekstremt meget i min hverdag, hvorfor resultaterne på banen også tydeligt påvirker mig og mine omgivelser dagene derefter. AaB er således blevet et samlingspunkt, når jeg mødes med nogle af mine rigtige gode kammerater, og jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden AaB og spillet i sin helhed.

Hvad er dit yndlingssted på Aalborg Stadion?
Som tiden skifter, så har jeg heldigvis haft flere forskellige yndlingssteder på Aalborg Stadion. De første år var klart nede ved banden på Østtribunen, hvor jeg har fulgt mange kampe intenst og livligt. Efterfølgende har jeg stået rigtig mange år bag mål, først på trappen lige bag mål, og herefter ude i siden, da stemningen flyttede mere mod venstre. I dag må vores pladser på Nordtribunen, nærmere betegnet række 8, siges at være en klar favorit. Herfra har vi både et dejligt overblik over banen, hvorfra vi rigtigt kan nørde fodboldspillet og dets facetter samtidig med, at vi ligeledes stadig kan interagere med spillere og til tid og anden også linjedommeren og dommeren, såfremt de ikke udfører deres arbejde ordentligt.

Hvorfor har du valgt at arbejde som frivillig i bestyrelsen for AaB Support Club?
At være fan af AaB har altid betydet alverden for mig, hvorfor det var helt naturligt at takke ja, da jeg for et par år siden blev spurgt, om jeg ville påtage mig en suppleantpost i bestyrelsen i den officielle supportklub. Jeg har været medlem af ASC i omtrent halvdelen af mit liv, hvorfor den på sin vis også har påvirket mit forhold til AaB.
ASC er en af Danmarks største og ældste fanklubber, og tilbyder vores medlemmer forskellige aktiviteter, som jeg selv har benyttet i stor stil. At kunne bidrage til en yderlige udvikling af denne synes jeg derfor er aldeles interessant. Ligeledes mener jeg, at en stærkere og bedre supportklub, alt andet lige betyder et stærkere AaB.
AaB Support Club favner alle AaB-fans, og det er min klare overbevisning at der er rigtig mange som ikke kender alle de fordele et medlemskab af foreningen giver, hvis ikke dét at man er med til at støtte ens klub, er argument nok. Derfor synes jeg også, at AaB Support Club bør have mere synlighed på stadion, som jeg synes er alt for meget beton uden sjæl. Derfor håber jeg, at jeg igennem min post i bestyrelsen kan være med til at påvirke AaB og Aalborg Kommune, og gøre vores hjemmebane mere farverig og levende, i form af mere rødt og hvidt. Jeg håber eksempelvis på at dekoration med gamle koryfæer kunne blive en integreret del af nogle de store grå betonelementer, både under, men også inde på de respektive tribuner.

Hvor mange AaB-trøjer har du?
Jeg har 10 AaB trøjer, hvoraf en kampbrugt spillertrøje med #16 Jacob ”Figo” Larsen er min klare favorit – selvom jeg godt ved, at han desværre ikke fik ret mange kampe for klubben grundet en alvorlig skade.

Hvad er dit bedste AaB minde?
Der er heldigvis mange. I nyere tid er det klart det fantastiske forår vi oplevede tilbage i foråret 2014, hvor en lang bustur til Farum en onsdag eftermiddag/aften står klart i hukommelsen. Hele ugen omkring kampen i Slagelse og dernæst pokaltriumfen var også fantastisk. Herudover har det været vildt, at være med på udebaneture til London, Manchester, Rio Ave og Brügge – at opleve sit hold på udebane i europæiske kampe er det ultimative at prøve som fan. Herudover kan nævnes et utal at vanvittige kampe hjemme i Aalborg, men lad mig nævne fire; 2-0 sejren over Brøndby i 2008 var vanvittig, men også Allan Gaardes hattrick tilbage i 1998 på ni minutter var fedt at opleve, tilbagelænet med 5 brød for en 10’er i hånden, fra pølseboden på Østtribunen. Slutteligt 4-3 kampen mod FCK i 1999, som også står som en helt speciel kamp for mig samt fejringen af drengene i Kildeparken i 1999, hvor jeg med min lillesøster, mor og far hyldede drengene, som hev det 2. mesterskab til Aalborg.

Har AaB fået dig til at græde?
Ja! Pokalfinalen som vi vandt 4-2 mod FCK i 2014 var beskrivende for alt det jeg ikke troede var muligt, jeg skulle opleve med AaB. The Double.

Hvem er din favoritspiller i AaB gennem tiden?
1-2-3 Jimmy er en mur og Søren Frederiksen var sammen med Ståle mine favoritter før i tiden. De første to er jeg stadig fan af, men Ståle skuffede mig hurtigt, da han skiftede klub, og siden har vi ikke haft et lykkeligt forhold. Der er selvfølgelig også personligheder som Jeppe Curth og Augo, men i dag er det svært ikke at holde af spillere som vores kaptajn og Risgård. Slutteligt er Edison Flores måske blevet hypet lidt for meget i vores flok, som ser AaB sammen, men mon ikke vi har det bedste til gode endnu – ham har vi i hvert fald en fidus til 😊

Kommer vi i pokalfinalen i år?
Uden tvivl.

Er det rigtigt at du er ansvarlig for de forskellige flag på Weber-tribunen?
Det er korrekt så langt at sige, at jeg er en del af det foretagende sammen med en af mine gode kammerater. Vi blev inspireret af det daværende Litauen flag og Lukas Spalvis, hvorfor vi klart mente, at Edison Flores burde blive hyldet, når han har valgt at flytte hele vejen fra Peru til Aalborg, og kæmpe for vores klub. Flagpakken har dog sidenhen udviklet sig, og består således også i dag af et svensk, slovakisk og brasiliansk flag til ære for Rinne, Lesniak & Safranko, samt Rolim – som jeg håber vi får hentet til klubben permanent.

 

Hvis du render ind i Rasmus ude på stadion, så giv ham endelig en high-five, og tag gerne en snak med ham om ASC.

Husk at følge med på vores Facebook-side og herinde, hvor vi fremover vil præsentere jer for flere af de frivillige kræfter i foreningen.

,

Comments are closed.