Fanaftale med Brøndby

Mandag er det 2. pinsedag, og AaB skal til Brøndby og spille sæsonens sidste kamp. Mens vi i det nordjyske søger mod pokalturneringen for at finde spænding, så ser det ud til at Brøndby kan komme til at spille med om det danske mesterskab. Det har helt naturligt afledt en øget efterspørgsel efter billetter til sæsonens sidste hjemmekampe, herunder den mod AaB.

For at imødekomme den øgede efterspørgsel efter billetter til resten af sæsonens hjemmekampe, har en af SLO’erne i Brøndby henvendt sig til AaB’s SLO og fanklubber, for at søge dialog om at løse problematikken. Selvom det efterhånden er mange år siden der har været tale om mesterskaber på Vestegnen, så har erfaringer fra tidligere lignende situationer vist, at der bliver pres på alle de sektioner på tribunerne som det er muligt at købe billetter til.

Brøndby har derfor foreslået AaB og fangrupperinger heromkring, at flytte udebaneafsnittet til den omtalte kamp. Det vil betyde at Brøndby kan få flere i blå/gule farver på stadion, mens vi i de rød/hvide farver fortsat har plads nok til samme antal besøgende, som der gennem flere år har taget turen til Brøndby Stadion. Som en tak, og som kompensation for at være flyttet til et øvre tribuneafsnit, har Brøndby tilbudt en gratis stadionplatte til hver AaB-fan, samt fri øl og vand gennem hele kampen.
Hos AaB Support Club har vi fra start været med i beslutningsprocessen, og selvom det kan virke underligt pludselig at give bedre forudsætninger for modstanderholdet, så vil vi først og fremmest gerne belønne det faktum at Brøndby søger en dialog for at løse udfordringen, fremfor blot at beslutte hvad der er bedst for dem selv. Dernæst, så har vi også fuld forståelse for at fodboldfans i og omkring Brøndby ser mere frem til den omtalte kampe, end fans af AaB gør. Vi vil naturligvis til enhver tid håbe at vi kan tage point fra vores evige rivaler, men havde situationen været med omvendt fortegn, og det var os der spillede med om mesterskabet i år, så havde vi naturligvis været kede af det, hvis ikke Brøndby havde en interesse i at imødekomme et lignende ønske fra vores side af.

Tidligere oplevelser
I AaB Support Club kender vi netop til problematikken med at blive tilsidesat som udehold, hvis der hos hjemmeholdet er stor interesse i at få så mange tilskuere på stadion som muligt.

Billede af det afsnit AaB-fans var henvist til i Parken i 2011

”I 2011 stod vi i en lignende situation, da vi skulle møde FCK i sæsonens sidste kamp. De havde allerede vundet mesterskabet, og havde egentlig bare glædet sig til at skulle fejre det med fest og badedyr over det hele. Selvom vi havde en ekstremt vigtig kamp at spille, så blev vi forvist til en øvre tribune, hvor vores udsyn var blokeret af en stor scene, de skulle bruge efter kampen. Selvom Brøndby her er i sin fulde ret til at flytte vores udebaneafsnit, så sætter vi stor pris på både kompensationen, men også det faktum at de søger en dialog om den bedste løsning for begge parter”, udtaler Lars Simoni Frederiksen.

Dialogen mellem klubbernes SLO’er og fangrupperinger er også noget der glæder formanden for Danske Fodbold Fanklubber (DFF), Christian Rothmann.
”Jeg finder det utrolig positivt at se samarbejde på tværs af klubskæl fungerer, og det her er netop et rigtig godt eksempel på hvordan vi med dialog og samarbejde kan sikre den bedste stadionoplevelse for alle fodboldfans. Samtidig viser den konkrete sag også hvor vigtigt det er, at vi har SLO’er ansat i de respektive klubber, så de kan søge input fra fanscenen, og sikre at der bliver truffet beslutninger som alle kan være tilfredse med”, udtaler han.

Hvis du gerne vil med til kampen den 21. maj, så husk at vi i AaB Support Club har gennemførselsgaranti på alle kampe i Superligaen, og derfor naturligvis også kører dig til Brøndby Stadion, og hjem igen.
Hvis du er blandt de hurtige, så kan du endda også få en billig entrébillet med i handlen. Se meget mere inde på vores webshop.

,

Comments are closed.