I en række af kapitler fortæller David Wedege historien om AaB’s hjemmebane i 100 år: Aalborg Stadion, som i 100 år har ligget på Haraldslund. 31. juli 2020 var det præcis 100 år siden, at AaB og Aalborg Freja åbnede fodboldbanen i “Idrætsparken paa Haraldslund”, som i dag officielt hedder Aalborg Portland Park.
Altså, nok er AaB fra 1885, men vi skulle langt ind i 1900-tallet, før det at “gå på stadion” og “se de røde” – som vi kalder det i Aalborg – blev en yndet folkefornøjelse.
Egentlig frem til 1930’erne.
Sidst i 20’erne vandt AaB endelig dominans i jysk fodbold og hentede landsdelspokaler på stribe. Det gav ikke bare Aalborg Stadion den første tribune i 1927 – det gav AaB plads i et meget fint selskab, da Danmarks første “superliga” blev en realitet. Eller: Det hed ligaen ikke. Den hed Mesterskabsrækken og var reelt dansk fodbolds første superliga.
Jyllands absolutte top
I 1929/30 var der plads til 10 hold, der skulle dyste om tabelpladserne, og AaB og Horsens var fra start Jyllands to eneste repræsentanter i den københavnerdominerede liga. Så stærk var AaB’s position blevet i starten af 30’erne og ved indgangen til det, gamle klubfolk kalder for “AaB’s første guldalder”.
Som det eneste hold fra Jylland holdt AaB sig i Danmarks bedste række fra starten i 1929 og til krigsudbruddet i 1940, som slog landsturneringen i stykker igen.
Den landsdækkende liga ville dog starte i det små. I den første håndfuld sæsoner mødte ligaens 10 hold hinanden én gang – enten ude eller hjemme, og en “superligasæson” bestod af kun 9 kampe, da ligaen var spæd.
Resten af sæsonen var et kludetæppe som vanligt med jysk mesterskab, jysk pokalturnering og lokal pokalturnering.
Starten var barsk, og AaB døjede i de første år med de altdominerende stævneklubber, som hed Frem, KB, B 93, AB og B 1903. Spørgsmålet var kun, hvilken af disse københavnerklubber fra Københavns Idrætspark, som ville løbe med guldet.
I første sæson tabte AaB 0-7 hjemme mod AB. Sæsonen efter: 1-12 hjemme mod B 93. Ligefrem deprimerende. Umiddelbart udsigtsløst.
Men AaB holdt hvert år afstand til tabelbunden, og 27. august 1933 fik AaB’s hjemmepublikum en skelsættende oplevelse: Frem blev besejret med 4-3. AaB’s første hjemmesejr nogensinde over en såkaldt stævneklub.
Cirka et år før havde AaB vundet med 2-6 over AB i Københavns Idrætspart. Det var første provinsholdssejr nogensinde over et af de store københavnerhold i Parken. Skovlen var ved at komme under!
Successæson banede vej
Efter sikre overlevelser sluttede AaB dog faretruende tæt på nedrykning i 1935 med en niendeplads.
Det blev der straks efter sat skik på.
I sæsonen 1935/36 skulle en truende nedrykning revancheres, og AaB sluttede sæsonen med en tredjeplads. Nok havde AGF gjort det før, men ingen provinsklub var nogensinde sluttet højere i tabellen.
Undervejs slog man B 1903 med 7-0 på Aalborg Stadion, og fordi man kunne lægge tre store københavnerklubber under sig, blev det en rigtig bronzetriumf – uden medaljer. Sådan nogle uddelte man ikke for en tredjeplads i 1936.
Men en slags gave fik AaB: En ny overdækket ståtribune stod klar året efter – i 1937. Den nye billige langside blev opført parallelt med Schleppegrellsgade, og dermed kunne man placere i alt 3000 tilskuere i tørvejr.
I 1925 havde Københavns Idrætspark indviet den overdækkede endetribune, som i folkemunde hed “Cementen”. Det var den tribune, som en delegation fra SIFA rejste til København for at bese på en studietur i 1936.
Aalborgs nye overdækkede ståtribune kom på flere punkter til at ligne “Cementens” øverste halvdel, og det blev blot Danmarks stadion nummer to med en overdækket ståtribune. Den gjorde Aalborg Stadion til provinsens førende fodboldstadion.
Behovet hobede sig op i succesåret 1936, og da efteråret gik på hæld, talte alle om den ekstra tribune, som måtte komme. Det var næsten et helt folkekrav.
Aalborg Købstadskommune og SIFA fandt 30.000 kroner. Det svarer til godt én million kroner i dag. Ret hurtigt gik det: Spaden kom i jorden i februar 1937, og efter tre tons træbeskyttende maling åbnede ståtribunen i maj 1937.
I 1938 tegnede arkitekten Ejnar Packness også en pompøs indgangsportal, som blev bygget i stadions sydøstlige hjørne.
Sådan som stadion nu så ud, så det ret uændret ud i de næste 23 år. Det var i høj grad et værk af Aalborgs kendte arkitekt Ejnar Packness.
Der blev også mere ligafodbold til ålborgenserne. Indtil 1936 spillede AaB typisk 4 eller 5 hjemmekampe i den landsdækkende serie.
Men fra 1936 blev ligaen dobbeltspillet, så alle mødte hinanden både ude og hjemme. Det hang blandt andet sammen med, at veje og transportmidler var blevet kraftigt forbedret op igennem årtiet.
Kampantallet kom op på 18 i stedet for 9, og AaB kunne samtidig undgå at spille indledende runder i det jyske mesterskab, som efterhånden kunne ligne en hensygnende anakronisme.
Fodboldfesten var for alvor i gang på Haraldslund og i Dannevang.
Kun en fremmed troppeinvasion kunne lægge dæmper på den.
Comments are closed.