De forskellige aktiviteter der afholdes i AaB’s officielle fanklub har gennem det sidste årti været forbeholdt medlemmer af foreningen, som årlig betaler et kontingent på 195 kr. Vi har dog besluttet at tiden er moden til at vi inkluderer ikke-medlemmer til vores arrangementer.
AaB Support Club blev etableret i 1990 med et ønske om at kunne fragte alle AaB-fans i samlet flok til holdets kampe på udebane. Sidenhen er der sket rigtig mange ting, både i dansk fodbold, men også indenfor fankulturen og foreningslivet i Danmark. Det er derfor vores bedste overbevisning at vi med det nye initiativ kan favne endnu bredere end tilfældet er i dag, ved at give AaB-fans der (endnu) ikke er medlem af AaB Support Club (ASC) muligheden for at deltage i vores arrangementer, inklusiv vores busture til alle holdets betydende kampe.
Jeg er medlem i dag – hvad betyder det for mig?
Absolut intet.
Den eneste forskel er at de af dine kammerater fra stadion, som du fortsat ikke har fået overbevist om at melde sig ind i ASC, de kan deltage på vores arrangementer, på næsten samme vilkår som dig.
Alle dine fordele som medlem, det være sig 100 kr. i rabat på sæsonkort, 20% rabat på næsten alt AaB-merchandise, forkøbsret til europæiske kampe, vores medlemsblad etc., de består på samme måde fremover. Du har ligeledes mulighed for at købe plads til vores arrangementer, og får det så til en lavere pris end ikke-medlemmerne. Se evt. nedenfor.
Jeg er ikke medlem, men vil gerne deltage – hvad gør jeg?
De forskellige arrangementer vi afholder vil løbende blive sat til salg inde på vores webshop, og herinde får du mulighed for at angive at du køber varen som ikke-medlem. Det betyder at du betaler en given merpris for produktet, men fortsat en pris der bestemt er konkurrencedygtig ift. alternativerne.
Køber du eksempelvis en af vores busture, så vil du betale 50 kr. mere for selve turen, ligesom du ikke vil være garanteret en af vores billige entrébilletter til det pågældende stadion. Du vil dog få mulighed for at købe disse i bussen til 75 kr., såfremt der er flere tilbage at sælge af.
Du vil i samme ombæring også få mulighed for at blive medlem i foreningen på turen, og i den forbindelse få fratrukket de 50 kr. du har betalt mere som ikke-medlem, fra dit kontingent.
Læs evt. nyheden fra vores Busudvalg herinde.
Deltagere til vores arrangementer, hvad end der er tale om medlemmer eller ej, vil naturligvis fortsat være underlagt at skulle indordne sig under de givne retningslinjer for arrangementet.
Husk at du inde på vores hjemmeside altid kan finde en opdateret oversigt over de medlemsfordele du får ved at have et medlemskab i AaB Support Club.
Hvis du skulle have nogle spørgsmål til ovenstående, så tøv endelig ikke med at kontakte os, enten via Facebook eller via mail.
En stærkere fanklub – et stærkere AaB
Comments are closed.