Mød en frivillig: Rikke Vad

Mød en frivillig

Gennem den næste tid vil vi præsentere jer for en del af de frivillige, der til daglig driver vores foreningen.
Det er de personer der er rygraden i AaB Support Club, og som sørger for at vi kan opretholde det høje aktivitetsniveau vi har, og tilbyde forskellige arrangementer, tilbud og medlemsfordele til alle vores medlemmer.

I dag har vi stillet 10 spørgsmål til Rikke Vad, der har været frivillig i foreningen siden 2016. Hun er rejseleder i vores Busudvalg, hvilket har taget hende med rundt på mange forskellige stadions i landet.

Hvem er du?
Jeg hedder Rikke Vad, er 26 år, og bor i lejlighed i Aalborg Øst. Jeg studerer til pædagog i Aalborg, og arbejder som vikar i en børnehave og vuggestue.
I min fritid bruger jeg min tid sammen med min familie og venner, samt ser en pokkers masse fodbold på stadions rundt om i landet.

 

Hvad er dit forhold til AaB og hvor længe har du fulgt dem?
Jeg startede med at følge AaB i 2004-05, hvor min farfar tog mig med på stadion. Han havde fast siddeplads ovre på langsiden, så det var også der jeg befandt mig de første par år, og derefter er min faste plads blevet nede på vestribunen. Jeg fulgtes mange år sammen med min farfar på stadion, og senere hen har jeg også lokket min mor til at gå op i fodbold og AaB, og nu er vi afsted til hver kamp sammen. Ved at min farfar har taget mig med på stadion igennem min barndom, har det givet mig en kæmpe passion for AaB, og jeg følger dem tæt på hjemme- og udebane. AaB fylder utroligt meget i min hverdag og min fritid, og derfor er der altid noget at snakke om med familie og venner, og uanset hvordan spillet på banen er, støtter jeg op om dem i medgang og modgang.

 

Hvad er dit yndlingssted på Aalborg stadion?
Mit favoritsted på stadion er helt klart nede på vesttribunen, fordi det er her jeg har haft en masse fede oplevelser med AaB. Dét at der er stemning, giver også bare en helt anden oplevelse af hver kamp. Det er her jeg mødes med dem jeg følges med på stadion, og vi får altid diskuteret kampene igennem, og har det sjovt uanset resultatet af kampen.

 

Hvad er dit bedste AaB-minde?
Jeg har heldigvis mange gode AaB-minder. Nogle af dem jeg husker bedst, er Rio Ave – AaB. Vi tabte godt nok kampen, men vi endte med at gå videre.
0-0 kampen i 2014 mod Slagelse er også en af de kampe jeg husker bedst. Vi kunne selv have afgjort om vi skulle være mestre, og alle stod bare og kiggede ud i den blå luft, og var skuffede. Men lige pludselig var der jubel og skrig, fordi FCK havde scoret i Herning, og det betød at vi var blevet mestre.
Det bedste minde må være i 2008, hvor vi hjemme vandt 2-0 over Brøndby, og sikrede os mesterskabet. Dette var også det første mesterskab jeg oplevede, så den kamp er helt speciel for mig.

 

Hvem er din all-time yndlingsspiller i AaB?
Min yndlingsspiller har altid været Thomas Augustinussen, og senere hen Henrik Dalsgaard. Også personligheder som Würtz, Risgård og Curth, fordi de i mine øjne har gjort lidt ekstra, både på og uden for banen.

 

Hvad laver du som frivillig i AaB Support Club, og hvor meget tid bruger du på det?
Jeg er rejseleder i AaB Support Club, sammen med tre andre. Når jeg er rejseleder bruger jeg gerne mine weekender ,og de få hverdage der nu er kamp, på at tage af sted sammen med en masse andre der følger AaB på udebane.

 

Hvad er det der gør, at du er frivillig i en så mandsdomineret verden, som fodbold er, både på godt og ondt?
Jeg valgte at blive frivillig i ASC, fordi at jeg godt kan lide at se fodbold, og for at vise at der også er kvinder, som har samme passion som mænd har, for fodbolden og AaB. Jeg valgte også at blive frivillig for at give min mening tilkende i ASC, og hjælpe på bedst mulig vis, til at udvikle ASC. Jeg gør det også fordi jeg synes det er sjovt, og fordi jeg har fået et ansvar ved at være en del af busudvalget, for at de folk som er med bussen, får en god oplevelse, og det er en god måde at møde andre passionerede AaB-fans.
Jeg har også fået en masse nye venskaber igennem ASC, både andre frivillige og de deltagere som benytter busturene, og det gør det mega fedt at være frivillig.

 

Hvad giver det dig, at være frivillig i ASC?
Det har givet mig en masse gode oplevelser og nye venskaber, som jeg ikke ville være foruden. Det har også været med at til at udvikle mig som person, at komme ind i en forening som ASC, og lige pludselig have et ansvar og medindflydelse på hvad der skal ske i foreningen. Da jeg blev spurgt om jeg ville være frivillig, vidste jeg ikke at der var så mange frivillige i foreningen, og at det var de frivillige som var med til at der er en officiel fanklub i AaB, selvom jeg have benyttet ASC’s busture inden da. Så jeg er stolt over at være en del af det, og give andre muligheden for at følge AaB.

 

Hvad er dit bedste ASC-minde?
Jamen der er mange gode minder med ASC. Jeg nyder hver bustur jeg er på, fordi man er afsted sammen, og brænder for AaB, og at der er et fællesskab i bussen; alle kan snakke med alle, og vi har det sjovt sammen, også selvom vi har tabt en kamp – for det sker jo desværre i ny og næ.

En af de bedste ture jeg har været med på var tilbage i 2007, hvor AaB skulle møde Tottenham i UEFA-cup’en. Vi var tre busser afsted derover, og havde det meste af dagen derovre inden kampstart, hvor der var opvarmning inde i byen, og fælles march ind til stadion. Dét at AaB var foran 0-2 ved pausen var en helt fantastisk følelse, og den bedste oplevelse jeg har haft med ASC.
Julefrokosterne for alle medlemmerne i ASC har altid været sjove, og det er noget jeg ser frem til hele året.

 

Hvor mange stadions har du været rundt og se, som rejseleder for AaB Support Club? Og er der nogen der skiller sig ud?
Jeg har været med på alle stadions i de 2,5 år jeg har været frivillig, både i Superligaen og i Pokalturneringen. Det er altid og sjovt at komme på stadions hvor der kommer mange tilskuere. Det giver bare en anden oplevelse, end at komme på et stadion, hvor der ikke kommer ret mange. Jeg synes det er noget helt specielt at møde de klubber som ligger i nogle af de andre ligaer, fordi at mange af de stadions man så kommer ud på, er stadions som ikke har nogle tribuner, som f.eks. i Middelfart, hvor man bare står på en græsplæne, og så er der lige lavet en slags ”trappe” med fliser som man kan stå på. Det er sjovt at se hvilken forskel der er på stadions, alt efter hvilken liga modstanderholdet spiller i.

 

Hvis du render ind i Rikke ude på stadion, eller på en udebanetur, så tag endelig en snak med hende om AaB Support Club, og dét at være frivillig i foreningen. Selvom hun griner rigtig meget, så behøver det ikke nødvendigvis skyldes andet end at hun bare er i rigtig godt humør 🙂

Husk at følge med på vores Facebook-side og herinde, hvor vi fremover vil præsentere jer for flere af de frivillige kræfter i foreningen, der hver dag gør en indsats for at skabe en stærkere fanklub.

Har du interesse i også at blive en del af fællesskabet, så fang os på Facebook eller skriv en mail til os.

 

Blå bog

Navn: Rikke Vad

Fødselsdato: 24. marts 1992

Bopæl: Aalborg Øst

Civilstatus: Single

Beskæftigelse: Studerende

Udvalg i ASC: Busudvalget

Frivillig i ASC siden: 2016

, ,

Comments are closed.