Føljetonen: AaB’s hjemmebane i 100 år (2): Arven splitter

I en række af kapitler fortæller David Wedege historien om AaB’s hjemmebane i 100 år: Aalborg Stadion, som i 100 år har ligget på Haraldslund. 31. juli 2020 var det præcis 100 år siden, at AaB og Aalborg Freja åbnede fodboldbanen i “Idrætsparken paa Haraldslund”, som i dag officielt hedder Aalborg Portland Park.

Okay, nu ved vi, at stadion ligger på den grund, som Rød Aalborgs stamfader, spritmogulen Harald Jensen, borttestamenterede til Aalborg Kommune.

Og?

Er oplysningen ikke bare en kedsommelighed som at se et rustent søm i håndfladen på en stolt arkæolog med fuldskæg og strikketrøje?

Det er muligt. Men i grunden er det ikke søm, arkæologen leder efter. Han søger forklaringer og sammenhænge.

Det skelsættende ved historien er måske, at uden testamentet, kunne stadion sagtens have ligget et andet sted i dag. Måske var det blevet flyttet endnu længere mod vest i 1950’erne. Eller sidst i 90’erne.

På grund af testamentet

Det er ret unikt i Danmark, at et stort fodboldstadion – efter danske forhold – er klemt inde mellem boliger, og det kan historien forklare.

Uden testamentet havde alting sandsynligvis været et boligkvarter, og stadion havde måske ligget ved siden travbanen.

En byggegrund så tæt på byen lader man ikke bare stå, så den kræver vedligeholdelsesomkostninger i stedet for at tjene penge. Ikke med mindre at der findes en god grund, og grunden er testamentet: Grunden til, at man ikke bare kunne bygge boligkarréer eller villaer.

Testamentet hænger tykt over Haraldslund, og testamentet, som forærede grunden, da Harald Jensen døde i 1914, har været genstand for hårde politiske kampe, når de har udspillet sig om grunden Haraldslund.
Der var også kampe, da Harald Jensen levede, og det var kampe, der lå bag testamentet.

Forbandet livsværk

Haraldslund var Harald Jensens monstrøst store villahave, som han skabte på den grund, som han købte for en del af sin spritformue.

Harald Jensen opfandt ikke brændevinsindustrien i Aalborg.

Som søn af en fabrikant var han den knalddygtige forretningsmand, som opkøbte og samlede brænderier og som dermed konsoliderede markedet for sprit i en by, der var fyldt med små brænderier.

Disse sidegadebrænderier destillerede tit nogle tvivlsomme og ækelt smagende drikke.

Harald Jensen har fået en del af æren for, at snaps i dag smager bedre. Når man ellers ikke kan sige, at sprit, bedøvet med ekstrakter fra krydderurter ligefrem er nogen delikat drik.

Harald Jensens spritindustri blev så stor en konkurrent til De Danske Spritfabrikker med hovedsæde i København, at han solgte hele sit livsværk til hovedkonkurrenten, og for pengene dinglende han rundt i sine sidste 30 år som rigmand. Nogen ville sige: Flottenheimer.

Han forsøgte sig med filantropi, som kulturmæcen og som byrådspolitiker. Han startede Aalborg Tekniske Skole. Blandt meget andet.

Harald Jensen fyldte enormt meget i byen.

Og så ville han hellere huskes som kunstmaler, end han ville huskes som benhård forretningsmand. En ambition vi i dag kan se, ikke lykkedes. En flaske akvavit er opkaldt efter ham, men hvem kender hans malerier?

Den nye by og livsstil

Omkring år 1900 voksede byerne hastigt, men hvor de mange andre købstæder ejede jord uden for byen, ejede købstadskommunen Aalborg stort set intet, man bare kunne udvide byen med.

Aalborgs velhavende borgerskab tog en helt ny livsstil til sig – især efter engelsk og tysk forbillede – og byggede deres egne små paladser i grønne og luftige omgivelser.

De første villaer skød op, og købte man sin husgrund på Hasseris-siden af den gamle kommunegrænse, kunne man også slippe billigere i kommuneskat.

Den mest prægtige villa uden for Aalborg har muligvis været Haralds Jensens, som han opførte på den grund, han købte af Kastetgårdens ejer, og villaens enormt store have skulle da opkaldes efter ejeren.

Haraldslund Villa fra 1880’erne var en af Aalborgs første pragtvillaer uden for de gamle byporte. Sidst i 60’erne rev man villaen og og gjorde plads til Haraldslund Svømmehal.

Man forstår, at borgerskabet søgte uden for købstædernes middelaldergrænser og gamle volde og byporte.

Den tidlige industrialisering havde forvandlet byerne til støjende infernoer af værksteder, små værker og fabrikker, og osende skorstene skød op overalt.

Så sidst i 1800-tallet var store danske købstæder måske slet ikke så hyggelige med deres skæve huse og brosten, som de tavse gråtonefotografier bilder os ind.

Fabrikanterne tjente pengene og flygtede ud i de forstæder, de byggede.

Historieskrivningen har opfattet Harald Jensen som ret forfængelig. Han ønskede tydeligvis at opnå et eftermæle, der huskede ham for andet end sprut, og det kan forklare, hvorfor han testamenterede sin villa med tilhørende kæmpehave til Aalborg Kommune og idrætten.

Stjernegæstens uønskede søn

Harald Jensens store drøm var at blive husket som kulturperson, og han prøvede hårdt at blive husket for sine kunstmalerier. Men kunstneriske talenter kan ikke købes for penge, så i stedet for måtte han sole sig i sine stjernegæsters berømmelse. Har man penge, er de nemme at lokke til.

Den måske mest berømte gæst på Haraldslund før Wayne Rooney og Cristiano Ronaldo kom i 2008, var måske den norske stjerneforfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der skrev Norges nationalsang og som fik Nobels litteraturpris i 1903.

Harald Jensen møder Nobel-prisvinder og nationalforfatter Bjørnstjerne Bjørnson på Haraldslund. Måske står de midt i østendens straffesparksfelt på billedet?

Det var ikke kun Harald Jensen og Bjørnstjerne Bjørnson, der plejede et venskab. Deres børn gjorde også, og Harald Jensens datter, Tekla Haraldi, ville gifte sig med forfattersønnen Erling Bjørnson.

Harald, som i forvejen havde afvist to andre forlovere til Tekla, var overbevist om, at Erling Bjørnson var en sjuft og en løjser, som kun ville arve hans formue, og måske var det ligefrem Erlings egen far, Bjørnstjerne, der advarede Harald, for heller ikke den norske nationalforfatter var imponeret over sin egen gut.

Da Tekla og Erling forlovede sig, havde Erling allerede en skilsmisse i bagagen, og han havde kørt Bjørnson-familiens slægtsgård i Guldbrandsdalen i sænk.

Da de giftede sig i 1907, udeblev Harald Jensen ikke bare. Et testamente gjorde Tekla teknisk arveløs, men farmand tog sig stadig behørigt af datteren: Fra sit eget kommende dødsbo lovede han hende en årlig apanage på 10.000 kroner. Det svarer til 650.000 kroner i dag.

Næsten vanvittige ønsker

I tidernes løb har man talt meget om, hvad der egentligt stod i testamentet og hvorfor nogle mener, at Aalborg Kommune ikke har gjort andet end at misligeholde pligterne.

Harald Jensens ønsker var heller ikke nemme at opfylde. Nærmest umulige.

Kort før sin død i 1914, ændrede han testamentet for sidste gang. Man kan måske ligefrem mene, at hans tanker om grunden, som skulle mindes ham selv, grænsede til det grandiose og megalomane.

Han forestillede sig, at grunden skulle være som Fælledparken i København, hvor et offentligt anlæg gjorde plads til hygge og rekreation og sportsaktiviteter og idræt, hvor alle kunne få adgang til området.

Men det var slet ikke det eneste, han ønskede sig. Han ville også have indrettet et historisk museum i herskabsvillaen, og ved siden af villaen skulle gamle nedrevne byhuse genopføres som Den Gamle By i Aarhus, og han ønskede sig en botanisk have, der kunne bruges til undervisning.

Lutter dyre forslag, som stillede pebrede krav til kommunekassen. At arve Haraldslund var mindst lige så byrdefuldt for kommunen, som det var en velsignelse, og kommunen måtte udstykke en hel stribe villagrunde og sælge dem bare for at få råd til at betale den obligatoriske arveafgift til staten. Alene det at arve grunden krævede altså, at man gjorde noget, som stred imod ønskerne.

Sådan opstod striben af villaer mellem Schleppegrellsgade og Haraldslund. De er faktisk bygget på selve Haraldslund – den borttestamenterede jord. Og det blev mange år senere en tyk historisk ironi, som føljetonen vender tilbage til.

Harald har næppe vidst

Lige før Harald Jensen døde 18. juli 1914 – og denne gang var det datteren Tekla, som udeblev fra begravelsen – forestillede han sig næppe, hvad der skulle ske med det fodboldspil, han tænkte, der skulle spilles på hans jord.

At Harald Jensens baghave skulle blive et stadion, som det ser ud ud i dag, var altså ingen idé, der var groet i hans baghave.

Han har formentlig ikke anet, hvad det drejede sig om. Intet tyder på, at Harald Jensen hverken har påtænkt eller billiget, at idrætsbaner på Haraldslund skulle omkranses af store betonkonstruktioner som tribuner og med lukkede jernporte, så fodbold kun kunne spilles cirka to gange om måneden.

Måske vender han sig stadig i graven over det, Haraldslund er blevet til. Og andre har i tidernes løb også protesteret, men ikke af hensyn til den afdøde. Ingen slægtninge til Harald Jensen har nogensinde blandet sig i områdets udviklingen og følt sig krænket.

Testamentet er noget, lokalpolitiske interessegrupper har slået på, når man ville opnå noget bestemt, rent lokalpolitisk.

Selve starten på publikumsfodbold

Fodbold var stadig en meget ung sportsgren i 1914. AaB, der startede som cricketklub i 1885, havde siden 1902 spillet fodbold på Eksercerpladsen, der var militærets træningsbaner på Fyensgade Kaserne og som idrætten fik lov til at bruge. Et rigtigt stadion kunne man ikke kalde grunden med Eksercerpladsen, hvor man i dag finder Fyensgade, Bornholmsgade og kvarterets andre øgader.

AaB’s første hjemmebane, Eksecerpladsen, var kendt for sine høje gastanke i baggrunden i stedet for høje tribuner.

Men rygterne om fodbold som en folkelig skueidrætsgren havde bredt sig til Aalborg.

Allerede sidst i 1800-tallet var fodbold blevet  en veludviklet, professionel underholdningsindustri i England, hvor tusinder af mennesker strømmede til private fodboldkampe på nye private stadionanlæg, og det inspirerede tydeligvis resten af Europa, som efterlignede det på hver sin måde.

I Danmark skete det så under amatøridrættens foreningssystem. Professionalisme var bandlyst i Danmark og var det i mange årtier fremad, og hvem skulle i øvrigt have betalt?

I København var Idrætsparken – i dag: Parken – blevet indviet i 1911 med en stor flot, klassicistisk hovedtribune med græske søjler. Danmark havde fået sit første fodboldstadion, der var skabt som en decideret skueplads og ikke bare en boldbane.

I de følgende år spillede københavnerklubberne på livet løs mod hinanden og mod udenlandske gæstehold og med massevis af tilskuere.

I 1910’erne blev fodbold virkelig en skuesport i Danmark, som det længe havde været i England. Kjøbenhavns Idrætspark blev fodboldens tempel i Danmark. Vi haltede langt efter i det, de kaldte “provinsen”.

Det måtte Aalborg også have, og 7. juni 1914, cirka en måned før Harald Jensens død, spillede AaB sin måske første rigtige og i hvert fald hidtil største opvisningskamp i fodbold på Eksercerpladsen mod et udvalgt hold af spillere fra Göteborgs fodboldklubber.

Der var ingen skråninger rundt om fodboldbanen, der kunne ligne tribuner, så AaB rejste en lille provisorisk siddetribune, og der kom cirka 1000 betalende tilskuere, som så AaB vinde opvisningskampen med 2-0.

Børn betalte 25 øre for at komme ind. Voksne 50 øre. En siddeplads kostede en hel krone. Svarende til 60 kroner i dag.

1000 tilskuere. Primitiv mobiltribune.

Det var virkelig ingen køn start, men det var starten på fodbold for folket i Aalborg. Selve starten på fodbold som en publikumssport. Nu var det noget, man betalte for at komme og se. Ikke bare en legemsøvelse for udøvere.

Så primitive var AaB’s forholdene på Eksercerpladsen, som Øgadekvarteret i dag er bygget ovenpå. I 1920 stoppede AaB med at spille kampe på pladsen for at rykke ind på det nye stadion. I 1934 forlod AaB Eksercerpladsen som træningsbane – pladsen skulle bruges til at udvide byen med.

Da Harald Jensen døde, så man straks, at her var muligheden, der kunne forløse stadiondrømmen, så Aalborg kunne være med på noderne som i København. Men noderne kom vi først med på seks år senere, da stadion kunne indvies i 1920, og drømmen kunne virkeliggøres.

Og taberen tabte alt

Drømmen brast til gengæld for Harald Jensens famøse svigersøn, Erling Bjørnson, som Harald Jensen ønskede langt pokker i vold.

Da Norge blev besat af Nazityskland i 1940 med Aalborg Lufthavn som strategisk mellemlandingsplads, var nationalforfatterens søn en del af Vidkun Quislings norske nazistparti, der styrede landet som Hitlers marionetregering i de fem verdenskrigsår.

Erling Bjørnson blev idømt 10 år straffearbejde under Norges retsopgør i 1946. Med offentlig status af vanæret landssviger døde han 13 år senere.

, , , , , , , , , , , ,

Comments are closed.