Det er ikke kun fans af Brøndby IF, der skal have gode forhold, når de gæster FC København. Fans på tværs af klubskel går sammen om at få forbedret forholdene for ligaens øvrige holds fans.
Der er positive toner fra problemstillingen om udebaneafsnittet i Telia Parken, når Brøndby IF gæster. Positive toner er generelt sjældne fra FC Københavns ledelse, når det kommer til behandlingen af udeholdets fans.
Udebanefansene er i Telia Parken blevet kastet rundt mellem forskellige tribuner igennem årene. Fra begyndelsen af 2016 har udeholdets fans været placeret på A11, som for flertallets vedkommende regnes for Danmarks suverænt dårligste.
Kan Brøndby IF’s fans få ordentlige forhold i Telia Parken, der efterlever Good Hosting-principperne fra Divisionsforeningen, skal det naturligvis også gælde resten af Fodbold-Danmark.
Fanklubberne i AGF, AC Horsens, Esbjerg fB, OB, Lyngby BK, Randers FC, Silkeborg IF, SønderjyskE, Viborg FF, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og AaB er derfor gået sammen i kampen for, at de samme forbedringer skal gælde for de øvrige klubbers fans, når de besøger FC København i Telia Parken.
Spillet mellem fans er en del af oplevelsen
Problemerne for Brøndby IF’s fans var tydelige for enhver. Afsnittet blev brugt som en vigtig brik i FCK’s politiske spil. For de øvrige klubbers fans blev afsnittet blot fjernet og rykket – angiveligt på grund af sponsor-hensyn.
Baggrunden for tilbuddet om dårlige afsnit er forskellige, men forholdene har det til fælles, at de er udtryk for dårligt værtskab.
Vi forstår, at i moderne fodbold er sponsorer vejen til penge – men fans er i høj grad medvirkende til, at sporten overhovedet er værd at sponsorere.
Tilskuerkrisen er åbenlys for hele Fodbold-Danmark, og det må derfor være i alles interesse at gøre stadionoplevelsen til en endnu bedre oplevelse for alle implicerede parter.
Historisk set har spillet mellem udefans og hjemmefans bidraget gevaldigt i det samlede billede af den oplevelse, som Superligaen tilbyder fans, tilskuer, sponsorer og tv-seere.
Men uden at give de rette forudsætninger bør klubberne, ligaen og tv-selskaberne ikke tage fremmødet af fans fra udeholdet for givet. For de forhold, som man som gæstende fan i øjeblikket bydes i Telia Parken, er ene og alene et tegn på dårligt værtskab. Og dårligt værtskab kan på længere sigt få konsekvenser for antallet af gæster.
Godt værtskab lokker flere tilskuere til fodbold
Vi anerkender til fulde at der ikke altid er lige mange udefans til stede i Telia Parken, desto vigtigere er det at give de loyale fans, som tager turen, en god oplevelse når de kommer som gæster.
Udebaneture på tværs af landet er ikke billige. Derfor skal forholdene for fansene være indbydende, så folk har et incitament til at tage på udebane. Og det er langt fra tilfældet i Telia Parken – tværtimod.
Ved at sørge for en god oplevelse som gæstende fan på alle stadions, kan vi i fællesskab medvirke til at samtlige danske Superliga-kampe fremover vil blive besøgt af flere tilhængere fra det gæstende hold.
Hidtil har FC København valgt at slå vores kritik af forholdene væk ved at fortælle os, at vi blot skal synge lidt højere, og så skal vi nok blive hørt. Problemet med den form for arrogance er, at før eller siden skubber man alle andre fra sig.
Derfor foreslår vi FC København, at når der udformes et afsnit til udeholdets fans i Telia Parken til kampene mellem FC København og Brøndby, skal dette afsnit være skalérbart. Sådan så vi også kan blive tilbudt dette afsnit, når vi kommer på besøg i Telia Parken.
Sker det ikke, vil der ikke være fans fra udeholdet til stede i Telia Parken, når slutspillet begynder.
Med venlig hilsen
AaB Support Club*
*Denne klage er også underskrevet af AGF Fanclub Aarhus (AGF), Auxilia (AaB), Black Wolves (FC Midtjylland), Blue Knights (Esbjerg fB), Den Gule Fare (Horsens), De stribede (OB), Lyngby fans (Lyngby BK), Nysír (AGF), Randers FC Support (Randers FC), Shamrock Ultras (Viborg FF), SIFosis (Silkeborg), SønderjyskE Fodbold Support (SønderjyskE), The Green Pride (Viborg FF), Wild Tigers (FC Nordsjælland) og Ultras Midtjylland (FC Midtjylland)
Comments are closed.