Rejseledere
På alle vores ture stiller ASC med mindst to rejseledere, som styrer turens gennemførelse. Rejselederne er frivillige hjælpere i ASC, som på dagen er iført ASC’s specielle rejseleder-t-shirts. Rejselederne, som ikke på turen må nyde øl og spiritus, står til rådighed for deltagerne og er med til at sikre, at turene afvikles under sikre og trygge forhold.
Check-in via ASC-medlemskort
For at sikre vores deltagere så god en oplevelse som muligt, arrangeres ASC’s udebaneture i samarbejde med AaB, modstander-klubben, politiet, kontrollørerne samt vores busselskab.
Dette samarbejde udmønter sig på flere forskellige måder – fra kvalitetskrav til de busser vi kører med, over aftaler om lettere tilgang til stadion-billetter, til eventuel politieskorte til og fra det stadion vi skal besøge.
Efter henvisning fra politiet, skal vi som rejse-arrangører indsamle ID på alle vores deltagere. Primært for præventivt at forebygge ballade, samt til brug ved eventuelle uheld. Oplysningerne skal således kun anvendes i tilfælde af ballade og/eller uheld.
Du skal derfor checke ind til ASC-bussen ved at aflevere gyldigt ASC-medlemskort til rejselederne. Medlemskortet bliver naturligvis afleveret tilbage til dig på vej hjem fra turen.
Er du nyt medlem, og har du endnu ikke modtaget dit ASC-medlemskort, så medbring i stedet for din kvittering for betalt medlemskab. Hvis du deltager på turen som ikke-medlem, skal du aflevere anden gyldig legitimation som ID, fx det gule sundhedskort, kørekort eller pas.
Kørestolsbrugere
Kørestolsbrugere er velkomne på ASC’s busture. Du bedes blot gøre særskilt opmærksom på, at du er kørestolsbruger, i bemærkningsfeltet i forbindelse med din tilmelding.
Glemte sager
Glemte sager opbevares i op til 3 uger efter udebaneturen. Herefter foræres de glemte sager til velgørende formål.
Kontakt Busudvalget på busudvalg@aabsupportclub.dk, hvis du mener at have glemt noget i bussen.
Spørgsmål
Savner du svar på dit spørgsmål eller har du spørgsmål til oplysningerne her på siden, så undlad venligst at kontakte AaB. Send i stedet for en mail til os på adressen busudvalg@aabsupportclub.dk.