Bestyrelsens beretning 2020

ASC

Beretningen starter som oftest med, at (indsæt år) var endnu et spændende år for AaB Support Club. Spændende var 2020 måske ikke ligefrem, men det bragte da i hvert fald udfordringer!

For at starte med en positiv vinkel, så gik vi ud af 2019 med 1.263 betalende medlemmer, mens vi pr. 31/12-2020 havde 1.285 medlemmer og dermed en mindre tilgang. Glædeligt er også, at antallet af medlemmer i ASC Junior er steget fra 205 til 245 i samme periode. 

Der er i budgettet for 2021 regnet med et medlemstal på 1.280 betalende medlemmer, men vi håber naturligvis på at øge dette antal. Nu vi er ved medlemstallene, så vil Bestyrelsen gerne rette en stor tak til alle medlemmer af AaB Support Club, både voksne og juniorer, for at I har bibeholdt jeres medlemskab trods en sæson, hvor vi ikke har kunne arrangere ret mange aktiviteter. Et stabilt medlemstal er selve fundamentet for, at vi kan have en velfungere officiel fanklub i Aalborg, og vi er i Bestyrelsen taknemmelige for den opbakning, som vi har fået.

Medlemsadministrationen i ASC fik i 2020 nyt ansigt udadtil, da Michael Meelsen Nielsen i februar tiltrådte som foreningens administrator. Michael har allerede i sit første år i jobbet haft arbejdsopgaver i flere afgrene af foreningen, og har fundet sig godt til rette.  

Vi bruger ikke meget tid på at tale om den sportslige del af 2020, som kunne have været så god, hvis den kamp, som vi øvrigt ikke taler om, var blevet vundet. I stedet blev det til en, desværre, karakteristisk mellemsæson, som dog indimellem bød på godt spil og fine sejre. Det bliver i hvert fald aldrig kedeligt at vinde over AGF og Brøndby.

Vores største ønske lige nu er naturligvis, at vi snart kan begynde at komme på stadion igen, hvad enten det hedder hjemme- eller udebane. Lad os alle sammen krydse for, at det snart kan lykkes!

ASC København

ASC Københavns 2020 har været præget af Covid-19. Dog var der (på trods) en fantastisk pokalfest med mellem 150 og 200 på Pub & Sport den 1. juli. Der er desuden indgået en aftale om samarbejde med Pub & Sport, hvor ASC KBH får 20 % rabat, ligesom der automatisk reserveres borde, når AaB spiller. ASC KBH takker Pub & Sport for det gode samarbejde og opfordrer alle AaB-fans i og omkring København til at møde op på kampdage.

Aktivitetsudvalget

I aktivitetsudvalget startede vi 2020 med af afholde Fair Fans Cup. Stævnet gik rigtigt godt, hvor 14 hold fra AGF, FCN, OB, Vejle, FCM, Hobro, Horsens, Silkeborg og AaB deltog. Det var en rigtigt god dag med en masse sammenhold og hyggelige timer på tværs af rivaliserende klubber. ASCs ene hold, ”De Røde Hunde”, spillede sig frem til finalen, men måtte desværre se sig slået af Silkeborg – godt kæmpet! ASCs to andre hold, ”Team Tab og Vind med Samme Sind” samt ATK, blev henholdsvis nr. 5 og 6. Stor ros til de frivillige, som stod bag et velafviklet stævne.

Corona har sat en stopper for mange sociale arrangementer, og det gælder ligeledes i ASC. Det har i år ikke været muligt at afholde den årlige julefrokost ligesom vi havde set frem til at skulle fejre foreningens 30-års jubilæum d. 22. august. Vi har i bestyrelsen drøftet flere muligheder for afholdelsen af jubilæet, men er kommet frem til, at vi ikke vil afholde noget før vi kan få det arrangement, foreningen fortjener. Forhåbentlig kan vi holde det her i 2021 – Vi skal nok holde foreningens frivillige og medlemmer informeret om dette.

Sæsonens AaB’er 19/20 kunne grundet corona ikke overrækkes på stadion i år. I stedet drog Inge på Hornevej og kunne overrække prisen til en glad og overrasket Patrick Kristensen, der i sommer indstillede karrieren. 

Det har ikke være meget, at vi har kunne samles i 2020, og derfor besluttede Bestyrelsen at give en lille julegave til alle foreningens frivillige som tak for godt udført arbejde i årets løb, og for at holde humøret lidt oppe.

Sidst men ikke mindst har vi i sommer bygget en bar i vores lokaler i Herluf Trolles Gade. Vi håber snart at kunne indvie baren ordentligt med deltagelse af frivillige og medlemmer. Vi bringer en særlig tak til Rune og Markus for planlægning og udførelse af arbejdet med baren!

Bladudvalget

Vores medlemsblad Supporteren udkom i 2020 blot tre gange grundet coronaens nedlukning af dansk fodbold, men har på trods af dette haft en række spændende interviews med spillere og beretninger omkring klubben.

Året blev startet med et spillerinterview med Tom van Weert, mens vi ligeledes i bladet omtalte Vesttribunens 25-års fødselsdag, der blev fejret med en stor tifo.

I årets andet blad kunne man læse et spændende interview med Rasmus Thelander samt få et indblik i arbejdet med podcasten Rød Aalborg, der kunne fejre 2-års fødselsdag i efteråret. Derudover var der et uforglemmeligt tilbageblik på AaB’s første DM-Guld i 1995.

I årets sidste blad kunne man læse et personligt afskedsinterview med klubikonet Patrick Kristensen, hvori vi kunne læse om Patricks rejse fra Storvorde til 369 kampe for AaB’s superligahold.

Modtager du ikke Supporteren, så kan vi kun opfordre til, at du retter henvendelse til Michael på kontoret, så du kan få glæde af vores fantastiske medlemsblad.

Busudvalget

I Busudvalget fortsatte vi i 2020 med at tilbyde gennemførselsgaranti til alle udebanekampe i Superligaen, hvilket betyder at ASC har været repræsenteret til alle mulige kampe i årets løb før Covid-19 satte ind.

Vi startede tungt året ud med en konge tur til Silkeborg. To fyldte busser, tombola og kæmpe fest. Fed oplevelse, højt humør og 3 point med hjem til Aalborg efter en sikker 0-2 sejr. Men …

2020 har desværre været et mærkeligt år for busudvalget i ASC, hvor COVID19 har lukket ned for tribunerne og dermed også udebaneturene. Der har været en enkelt sjællandstur, som har ligget uhensigtsmæssigt, men vi sendte alligevel en bus til Parken i foråret. Til de pokalkampe vi har haft på Sjælland, har det ikke været muligt at sende busser. Heldigvis har vi i ASC, frivillige, der ofrer sig i den slags situationer, og arrangerer ture i minibusser med egen chauffør.

Der skal herfra lyde en stor tak for indsatsen, der er ydet gennem året. Uden jeres viden og vilje ville det ikke være muligt altid at repræsentere de rød-hvide farver på udebane. Vi glæder os til efteråret 2021, hvor vi forhåbentlig kan komme afsted på udebaneture igen!

Infoudvalget

Infoudvalget har igen i 2020 haft et højt aktivitetsniveau. Der er kommet nye frivillige kræfter til i udvalget, hvilket har styrket indsatsen og videreført det solide arbejde, der er blevet lagt i udviklingen af foreningens sociale medier i 2018 og 2019.

Infoudvalget har afholdt flere konkurrencer, og i december lavede udvalget en flot julekalender på Instagram, som er værd at tage et kig på igen, hvis nogle kunne have lyst til lidt sjove spillervinkler.

Det høje aktivitetsniveau har ligeledes styrket samarbejdet med AaB, idet de synes, at vores arbejde her er rigtig godt og er medvirkende til, at skabe en øget interesse omkring klubben. En afledt effekt heraf er, at vi fortsat har et tæt samarbejde hvad angår sparring og ideudveksling. En stor cadeau skal lyde til AaB’s SLO, herfra.

Derudover har vi i 2020 fået Daniel Brandt tilkoblet som fotograf, og han har været på sidelinjen til en del kampe for at tage billeder af spillere, stemning og tifoer til ASC’s medier. I bestyrelsen vil vi gerne takke infoudvalgets frivillige, som gør et stort arbejde for at videreformidle ASC’s aktiviteter hvad enten det er busture, medlemskaber, fødselsdagshilsner til spillere eller generelt at være med til at skabe en digital fællesskabsfølelse blandt AaB-fans.

I merchandiseafdelingen har vi i 2020 fået tilføjet et rødt og hvidt halstørklæde til porteføljen. Til pokalfinalen blev der produceret t-shirts, hvilket var en stor succes.

Derudover blev der i forbindelse med ASC’s 30-års fødselsdag udviklet en flot jubilæumskollektion. Denne er stadig til salg på hjemmesiden, hvis nogle ønsker at få fingrene i en fed hoodie eller t-shirt. Sidst men ikke mindst er det nye skud på stammen nogle fede plakater, som vi har lavet i samarbejde med Brandt A Design. Disse kan også købes på hjemmesiden, og så får vi snart lavet en plakat i samarbejde med Dialægt med klassiske AaB-fan-citater på.

Et kæmpe skulderklap til alle de involverede i merchandiseudvalget. Vi ved, at der arbejdes på yderligere nyt og spændende merchandise i 2021, så det synes vi at vi alle bør glæde os til.

ASC Junior

ASC Junior blev lanceret i 2019, og vi havde i ASC set frem til at udbygge vores arbejde med juniorklubben i 2020. Sæsonen startede derfor med at medlemmer ved lodtrækning var blevet udtaget til at danne flagallé ved indløb til hjemmekampen imod Lyngby den 8. marts 2020. Dette blev desværre aflyst pga. Covid-19. 

Juniorklubben har ikke glemt børnene, og håber at kunne invitere de samme børn med til en ny flagallé, når stadion åbnes for tilskuere igen.

I efterårsferien lancerede ASC Junior konkurrenceaktiviteter for ASC Junior-medlemmerne via Facebook, hvor der blev lavet fine AaB tegninger, dystet i at lave de flotteste AaB driblinger og at tippe en 13’er.

Vi har valgt at forlænge det gratis medlemskab for ASC Junior igen i 2021, da tilkendegivelsen i form af Hele Nordjyllands Håndsrækning fortsat ikke er brugt grundet nedlukningen.

Pr. 31/12-2020 havde ASC Junior et medlemstal på 245 medlemmer, og der er skabt et godt fundament for fremtidig udvikling.

Rød Aalborg Podcast

I løbet af 2020 fik podcasten Rød Aalborg, med Lasse Yde Hegnet i værtsrollen, for alvor sat sig selv på landkortet i fanmiljøet omkring AaB. Med i alt 29 afsnit i løbet af 2020 og et gennemsnitligt antal afspilninger på 2.024 stk., og i alt 58.706 afspilninger i 2020 må podcasten betragtes som værende en succes.

Her har vi blandt andet lyttet til en nostalgisk 25-års jubilæumsudsendelse omkring mesterskabet i 1995, samt fået et indblik i personlighederne omkring AaB via interviews med legender som Patrick Kristensen, Thomas Augustinussen, samt nye ansigter som Tim Prica, Inge André Olsen og Søren Krogh, samt en snak med forhenværende cheftræner Jacob Friis. Derudover har der været en række corona-special udsendelser, mens vi også har fået indblik i at være AaB’er i København.

Dette har alt sammen været rammet ind via Lasse og et debatlystent deltagerpanel, som i 2020 er vokset til at bestå af 12 paneldeltagere, der på hver sin måde bidrog til debatten omkring spillet på banen og fanscenens udvikling. Der skal lyde en stor tak til alle der har deltaget i Rød Aalborg.

Vi ser frem til en masse nye spændende afsnit løbet af 2021.

AaB Tifo Kaos

2020 startede ud med, at Vesttribunen havde 25-års jubilæum og det blev fejret med en fantastisk hejseværkstifo, hvor fanscenen var gået sammen om, at hylde de aktive grupper gennem de seneste 25 år. Det var den første hejseværkstifo, efter hejseværket blev skænket af Spar Nord Fonden og har været et stort ønske i rigtig mange år. Tifoen var fyldt med stickers og bannere fra alle grupperinger, som har været en aktiv del af Vesttribunen i de seneste mange år og derudover spillere fra de forskellige år. Et fantastisk samarbejde af den samlede fanscene, som kulminerede i en fantastisk kulisse på et fyldt Aalborg stadion og hvor vi fik en sejr på 3-2 over Brøndby.

Herefter blev Danmark ramt af en verdensomspændende pandemi, som lukkede alle aktiviteter ned og dermed også muligheden for, at støtte AaB på hjemmebane og udebane. Men det skulle ikke afholde ATK fra at vise støtten og under nedlukningen har der været flere bannere ude på stadion, herunder en hilsen til Jacob Friis og hans familie, da nyhederne om hans datter ramte os. Derudover har ”Flere fans på stadion” og ”Kæmp til den dag vi står her igen” også prydet Vesttribunen i 2020. ATK fik lavet et banner til Patrick Kristensen for at sige tak for alt, da han spillede sin sidste kamp på hjemmebane.

AaB fik spillet sig i pokalfinalen og denne skulle afvikles d. 1. juli, hvor et større antal fans havde fået adgang til stadion i Esbjerg. Dagen inden var ATK rejst til Esbjerg, hvor de kunne gå i gang med opsætningen af årets pokaltifo. Tribunen skulle stå i røde og hvide farver, hvor alle havde fået flag. Da spillerne løb på banen og alle de medrejsende AaB fans flagede, var tribunen farvet i rødt og hvidt. Så på trods af, at der var langt færre på stadion end vi kunne have ønsket, så kan en tribune tage sig helt fantastisk ud og være en værdig scene for en pokalfinale.