Bestyrelsens beretning 2018

ASC
2018 har været endnu et spændende år for AaB Support Club, men også et udfordrende et af slagsen.

Da vi startede året, havde vi en målsætning om at øge medlemstallet, fra 1.178 ved udgangen af 2017, til 1.300 medlemmer, men vi må konstatere at vi ikke er lykkedes med dét mål. Således var medlemstallet ved udgangen af 2018 på 1.204 medlemmer, og altså en marginal fremgang på 26 stk.

Som en klog herre engang sagde, så afhænger interessen for vores forening sammen med præstationerne af dem i shorts, og vi kan således også konstatere at det ikke hver weekend har været decideret opløftende.

Vi startede året på en 7. plads, og vidste at de resterende kampe skulle afgøre om vi endnu engang skulle være en del af nedrykningsslutspillet, eller om vi skulle prøve at spille med i mesterskabsspillet. Efter en række tætte, og mange uafgjorte, kampe, skulle det hele afgøres i Århus, hvor vi var flot repræsenteret på tribunen. Desværre stod indsatsen på banen ikke lig den på tribunen, og vi måtte nøjes med en 0-0’er. Det var dog nok til at vi klarede os med i mesterskabsspillet, som desværre led under at fire hold allerede havde lagt afstand til os og Horsens, og med blot to sejre i resten af sæsonen, hvoraf den ene mod FCK med en Kusk-scoring i 90. minut nok er den mest bemærkelsesværdige, kunne vi med en, mere eller mindre, ligegyldig 5. plads koncentrere os om at se fremad mod den nye sæson.

2018/2019-sæsonen startede som en omgang blandede bolsjer, hvor vi gik fra en hjemmebanesejr over nogle fra Herning, med scoring i slutminutterne af Jannik Pohl, til et 0-4 nederlag i Parken. Efter en række gennemsnitlige præstationer blev det besluttet at Morten Wieghorst ikke var manden der skulle føre AaB til succes, og Jakob Friis blev derfor sat til at tage over for resten af sæsonen, en aftale der senere er blevet forlænget indtil sommer.

Vi glæder os til at se hvad resten af sæsonen byder på, og krydser naturligvis fingre for at vi kan få lov til at tage til endnu en Pokalfinale, uanset hvor i landet den så skal spilles.

ASC har fortsat et ønske og et mål om at øge antallet af medlemmer, da det for os er ubegribeligt at nogle skulle have interesse i at følge AaB, uden samtidig at være medlem af dets officielle fanklub. Vi håber derfor at vi et år fra nu kan konstatere at medlemstallet i foreningen er min. 1.300 medlemmer.

2018 blev også året hvor vi optog et nyt æresmedlem i foreningen. Det er nok de færreste af jer der er her i aften der ikke kender ham, og netop også pga. hans 20 års tro tjeneste for foreningen, blev han ifm. føromtalte FCM-kamp udnævnt til æresmedlem i foreningen.

Det er en tradition vi er stolte af at have i foreningen, og viser med al tydelighed at foreningen gennem mange år har været båret og drevet af frivillige kræfter. Et stort tillykke til vores dirigent, og bilagskontrollantsuppleant, og tak for indsatsen i foreningen.

ASC KBH
I 2018 blev ASC København endnu engang blev hjemløse, da Den Glade Gris valgte at opsige aftalen om at garantere visning af AaB’s kampe. Derfor rykkede vores østlige gren af foreningen i stedet til Pub & Sport, hvor der er godt nok er dyrere øl, men også en garanti for, at AaBs kampe bliver vist.

2018 blev også året hvor ASC KBH indstiftede sin egen pris, nemlig årets Cigarmand. Det foregår på den måde, at dem som dukker op til kampene på Pub & Sport og evt. busture, får en stemmeseddel, hvor de stemmer på kampens spiller. Efter endt sæson gøres stemmerne op, og årets Cigarmand udnævnes.

Ultimo september blev ASC KBH kontaktet af Claus Fallingborg fra AaB af 1885, som gerne ville have et møde angående eSuperligaen. eSuperligaen ønskede at inddrage fans, og her var vores Københavnerafdeling oplagt. Thomas, Anette og Rikke fik tv-debut som coaches, selvom de efter eget udsagn ikke havde det store begreb om FIFA og slet ikke kunne forstå, at både George Best, Messi og Ronaldo pludselig spillede for AaB.

ASC København oplevede i 2018 en lille medlemstilbagegang fra 161 til 151 medlemmer.

Aktivitetsudvalget
2018 startede som altid med et ASC Indestævne, som blev spillet i Agri Nord Idrætscenter i Skalborg. Ni hold havde sat hinanden stævne for at finde en mester. De forsvarende mestre fra De Røde Baroner var naturligvis stillet til start, men også de tidligere mangedobbelte mestre fra AaB Fatboys havde vundet vej til Skalborg.

De to favoritter gik da også hele vejen i finalen, hvor det i sidste ende blev De Røde Baroner, der trak sig sejrrigt ud af stævnet med en finalesejr på 4-3. Desværre havde ingen af stævnets hold mulighed for at repræsentere ASC i Inde-DM for fanklubber, og der blev derfor ikke fulgt op på tidligere tiders flotte resultater i 2018.

Helt ekstraordinært blev der også spillet indestævne i november, da man tog forskud på 2019-udgaven af indestævnet. Om det var derfor, at der desværre ikke deltog ret mange hold, er uvist, men heldigvis blev der stadig spillet flot fodbold. Bl.a. var AaB repræsenteret med et hold, der bestod af profiler som Thomas Bælum og Jacob Friis.

I finalen blev det til et opgør mellem netop AaB og AaB Tifo Kaos. AaB Tifo Kaos, som normalt slår sig på at producere bannere og rulleflag samt at skabe god stemning på tribunen, viste, at de også kan spille bold. Således trak et topmotiveret ATK-hold sig sejrrigt ud af stævnet, og vandt dermed retten til at repræsentere ASC ved Inde-DM i februar 2019. Her udmærkede de sig efter sigende på flere parametre, men det blev desværre ikke til nogle medaljer eller pokaler.

Sæsonens AaB’er 17/18 var en ulige kamp. Således vandt årets spiller med over 60% af stemmerne. Efter en halvtam sæson var der én spiller, som skilte sig ud, og det var naturligvis målmand Jacob Rinne, som løb med titlen. Jacob fik overrakt det synlige bevis på titlen inden hjemmekampen mod FCM den 20. juli.

Som sædvanlig, så kan I efter generalforsamlingen købe ASC-øl med etikette af Sæsonens AaB’er til 10 kr. pr. stk.

Bladudvalget
Vores medlemsblad Supporteren har traditionen tro været udgivet fire gange i løbet af 2018, og igen i år har det budt på en række spændende interviews med spillere og trænere i AaB.

Vi startede året med et interview med ‘Den fortabte søn vender hjem’, og udover interviewet med Kasper Kusk bød årets første blad også på en reportage af en frivillig, der kunne fejre 20-års jubilæum som frivillig i foreningen. I årets andet blad var der fokus på udenlandske islæt i vores klub, qua reportager af Edison Flores og Jacob Rinne, mens vi i det tredje blad nåede at få en snak med Jannik Pohl, inden han drog på eventyr i udlandet. Heri blev Allan Gaarde også udfordret på sine første fem år som sportsdirektør. I årets sidste blad fik vi også en snak med en anden direktør, da Thomas Bælum gjorde comeback i bladet, og derudover blev det til en snak med et af årets større profiler, klubbens egen Oliver Abildgaard.

Vi er blevet langt bedre til at koordinere mellem Bladudvalget og de andre udvalg i foreningen, således vi gennem vores medlemsblad får fortalt om alle de aktiviteter der er i ASC, som eksempelvis vores indestævne, udnævnelse af æresmedlemmer, kåring af Sæsonens AaB’er eller nye medlemsfordele. Vi sørger fortsat for at gøre opmærksom på kontaktinformation til ASC, i tilfælde af at man ikke modtager bladet, da vi gerne vil at alle vores medlemmer stifter bekendtskab med så godt et produkt, som vi selv mener Supporteren en.

Busudvalget
Busudvalget er en af grundstenene i AaB Support Club, hvorfor det også vægtes højt at tilbyde AaB-fans fordelagtige tilbud på udebaneture. Således blev gennemførselsgarantien fortsat opretholdt, hvilket betyder at ASC har været repræsenteret til alle Superligakampe i årets løb.

Året startede med en del praktiske opgaver, herunder skift af busselskab samt drikkevareleverandør, så vi fra forårssæsonen 2018 begyndte at køre på udebane med Terndrup Turistbusser og drikke øl og vand fra Royal Unibrew. Desuden er dankortmaskinen blevet sløjfet, hvorfor betaling udelukkende foregår via Mobile Pay og kontantbetaling – en beslutning, som virker til at have vundet indpas hos deltagerne på turene.

2018 har som helhed været et rigtig godt år for ASCs Busudvalg, hvor der har været fin tilslutning til turene. Der har været et par enkelte sjællandsture, som har ligget uhensigtsmæssigt, og som har betydet, at det ville være meget dyrt at sende en almindelig bus af sted til kampen.

Heldigvis har vi i ASC frivillige, der ofrer sig i den slags situationer, og arrangerer ture i minibusser med egen chauffør.

Der skal herfra lyde en stor tak for indsatsen, der er ydet gennem året. Uden jeres viden og vilje ville det ikke være muligt altid at repræsentere de rød-hvide farver på udebane.

Infoudvalget
Udvalget er gået fra at have parkeret bilen på værkstedet i en rum tid (2016), til at flyve rundt i svingene (2017) til nu at have et højt aktivitetsniveau på flere platforme (2018). På de sociale medier har vi øget mængden af opslag med kant, hvorfra vi ikke den dag i dag oplever kedelige opslag. Det har f.eks. således betydet, at vi i ASC har sikret interaktion med spillere i AaB og generelt oplever en stigende interesse for vores platforme.

Det fortsatte høje aktivitetsniveau gavner stadig samarbejdet med AaB, idet de synes, at vores arbejde her er rigtig godt og er medvirkende til, at skabe en øget interesse omkring klubben. En afledt effekt heraf er, at vi stadig har et tæt samarbejde hvad angår sparring og ideudveksling. En stor cadeau skal lyde til vores SLO herfra. Herudover har AaB igen været gavmilde og smidt en del gaver vores vej, hvilket har medført en stigende interesse for vores SoMe profiler, idet de er blevet udloddet til konkurrencer. I 2019 har vi oplevet en stigning i følgere på 13 % (588 stk.), hvor ambitionen for 2019 må være at bibeholde dette antal.

Det fortsatte fokus på udnyttelse af vores SoMe platforme har medført, at vi stadig også benytter vores Instagram og Twitter profiler, hvilket stadig anses som små succeser. Twitterprofilen oplever deslige stadig interesse fra AaB-fans, diverse journalister samt ansatte i AaB, hvori vi når ud til relevante interesserenter i og omkring AaB. Begge platforme skal også i 2019 benyttes.

Infoudvalget i ASC bestod i 2017 af to frivillige, hvilket var en knap ressource. Derfor er to nye frivillige kommet til, hvilket er særdeles tilfredsstillende, idet de yder et stort stykke arbejde. De to frivillige blev ligeledes fundet udenfor det nuværende frivilligkorps i ASC, idet vi ikke vil ”stjæle” ressourcer fra andre udvalg. Det anses derfor som mere end tilfredsstillende. Lad 2019 blive året med et fortsat højt aktivitetsniveau på de sociale medier i AaB Support Club.

Juniorklubben
2018 var året, hvor vi fik pustet liv i AaB Support Club Junior. Der er blevet afholdt flere gode møder, og holdet bag er løbende blevet udvidet, hvilket også har resulteret i nye gode frivillige kræfter i foreningen.

Der har været mange gode diskussioner undervejs, og det har skabt grundlag for de mange beslutninger der skulle tages inden vi blev klar til at lancere AaB Support Club Junior til forårspremieren 2019.

På dagen, hvor ASC Junior skulle lanceres, var det fantastisk at mærke den store opbakning i foreningen. Udvalget havde bedt om frivillige hænder fra de andre udvalg, og vi endte med at være så mange frivillige til forarbejdet, at vi ikke havde arbejde til alle. Det skal der lyde en kæmpe tak for.

Vi fik pakket alle velkomstpakkerne lynhurtigt, og med så mange frivillige hænder, blev der også hurtigt gjort klar på stadion. Selve dagen blev en gang blandede bolsjer, da der desværre ikke kom lige så mange unge mennesker som håbet, til AaB’s børnedag. Modsat blev der tegnet tæt på 100 % af alle de unge mennesker der var i hallen, og også et par forældre. Samlet set har vi fået ca. 80 ny medlemmer ifm. lanceringen af ASC Junior.

Alt i alt, så er der blevet gjort et godt stykke forarbejde i 2018 og med igangsætningen i 2019, er vi nu klar til at tage fat på det første år med ASC Junior, hvor vi ser frem til fortsat at udbygge medlemsskaren i ASC Junior og lave de første arrangementer for foreningens unge medlemmer.

Tak til udvalget og alle de frivillige som har gjort et stort stykke arbejde for ASC Junior.

Podcast-udvalget
2018 blev året hvor ASC fik sin egen podcast: Rød Aalborg. Med Lasse Yde Hegnet i værtsrollen har podcasten siden oktober udsendt syv afsnit. Pilotafsnittet blev optaget i lokaler hos Århus Studenterradio, hvor formatet skulle afprøves. Den positive feedback gav blod på tanden, og der er blevet lavet et studie i ASC’s egne lokaler.

Formålet med Rød Aalborg er at skabe en podcast for alle med AaB i hjertet, hvor alt indhold er 100% dedikeret til AaB-relaterede emner. Ønsket er at skabe en podcast der er relevant for alle AaB fans, hvor den daglige AaB-relaterede samtale med familie, venner og kollegaer suppleres af en podcast, der kan give yderligere indsigt i AaB og ASC’s arbejde. Rød Aalborg har i de første afsnit diskuteret spillet på banen, betydningen af en fanklub samt haft et nostalgisk tilbageblik i til 1950-60erne i Ole Søndergaard afsnittet. Der skal lyde en stor tak til alle paneldeltagerne der har bidraget med viden, tid og holdninger i de første afsnit. Vi håber at niveauet vil opretholdes i 2019.

AaB Tifo Kaos
AaB Tifo Kaos (ATK) har igen i 2018 bidraget til festlige rammer omkring AaB’s kampe, såvel hjemme som ude. ATK har igen lavet mange mindeværdige tifoer, og heriblandt kan nævnes en stor tifo i foråret hjemme mod FCK med budskabet ”Uanset om det går op eller ned står vi altid samlet for rød og hvid”, med et rulleflag i røde og hvide striber i midten.

I efterårssæsonen lavede ATK en tifo med 1885 på hver sin side af cimbrer tyren, og med en masse rød/hvide flag bagved, og i Århus prydede de tribunerne med en mosaik tifo i røde og hvide striber, og et banner med teksten ”Kæmp for Aalborg – Kæmp for Nordjylland”.

2018 har også været et udfordrende år for ATK, da der af forskellige årsager har været en del udskiftning i gruppen, og nye kræfter er kommet med. Vi vil gerne sige tak for indsatsen til både tidligere og nuværende medlemmer af gruppen.

I 2018 har ATK haft flere indsamlinger på stadion, som har givet gruppen økonomisk støtte til deres frivillige arbejde. Fra bestyrelsen skal der lyde en stor tak til alle der har bidraget til at ATK kan lave festlige rammer omkring AaB’s kampe.

Vi glæder os til at se, hvad ATK finder på i 2019!

Tak
Slutteligt skal der lyde en stor tak til alle jer, som har gjort det muligt for os at kunne stå her i aften.

Først og fremmest en stor tak til alle vores medlemmer – både de som har benyttet vores tilbud og aktiviteter gennem året, men også de der ikke har haft mulighed for det, men som stadig er indforstået med at et medlemskab i ASC også handler om at give muligheden til andre AaB-fans.

Dernæst skal der også lyde en stor tak til alle de frivillige der hver dag kæmper for et bedre ASC. Uden jer var intet af alt det vi lige har omtalt, muligt, og jeres dedikerede indsats er beundringsværdigt.

Vi er overbevist om at hvis vi alle fortsætter vores store arbejde, så skal vi nok få vendt udviklingen, og sammen bidrage til at AaB’s officielle fanklub fremover oplever en endnu større fremgang i medlemstallet.