Fan-merchandise
Har du før gået og tænkt på, hvordan det fedeste AaB-scarf i dine øjne ville se ud? Og har du overvejet, om der kunne være mange andre ligesindede, der delte din mening? Nu har du mulighed for at finde ud af det, og samtidig få det sat i produktion.
I samarbejde med AaB skal vi nemlig være med til at designe et nyt halstørklæde, der tager udgangspunkt i, hvordan vi fans anskuer tingene.
Vi har således nu mulighed for selv at være med til at præge udviklingen af et nyt halstørklæde. Designet behøver ikke have nogen bestemt vinkel eller inkludere noget bestemt. Det er altså kun fantasien, der sætter grænser. Herfra skal dog lyde en opfordring til at holde det forholdsvis simpelt, da alt for mange detaljer som udgangspunkt ikke fungerer så godt på et halstørklæde.
Når AaB modtager vores/jeres forslag, vil AaB’s digitale medarbejder modificere buddene lidt, hvis det rent praktisk er nødvendigt for at få det til at fungere som halstørklæde. Målene, I skal forsøge at ramme med jeres bud, er ca. 18 x 140 cm.
Har du ikke mulighed for at lave noget visuelt, så er der også mulighed for blot at byde ind med forklaring på hvilke elementer et halstørklæde, i dine øjne, bør indeholde, eller hvordan du tænker det bør se ud. Så vil grafikeren hos AaB forsøge at få tingene indarbejdet i de udkast, der udarbejdes.
Det praktiske:
1. Send en mail til aab@aab-as.dk med emnet ‘fan-scarf’ eller ‘fan-halstørklæde’
2. De 3 bedste bud udvælges af et udvalgt fanpanel, og en kreativ sjæl ved AaB arbejder på at få det visualiseret
3. Vinderen findes via en afstemning blandt alle AaB-fans, og halstørklædet sættes i produktion
AaB skal have dit bud senest onsdag den 14. marts.
Det udvalgte halstørklæde vil efterfølgende blive sat til salg i både fanshop og på webshoppen, hvor du naturligvis har mulighed for at udnytte din ASC-rabat på 20%.

Billede venligst udlånt af Lars Hvilsted
Comments are closed.