Mød en frivillig
Gennem den næste tid vil vi præsentere jer for en del af de frivillige, der til daglig driver vores foreningen.
Det er de personer der er rygraden i AaB Support Club, og som sørger for at vi kan opretholde det høje aktivitetsniveau vi har, og tilbyde forskellige arrangementer, tilbud og medlemsfordele til alle vores medlemmer.
I dag har vi stillet 10 spørgsmål til Luske, der har været frivillig i foreningen siden 2009. Han har gennem mange år været med til at lave utallige flag og bannere, og gennem flere år har været fast mand på trommen i AaB Tifo Kaos.
Hvem er du?
Jeg hedder Peter, men de fleste kender mig vist bedre som Luske. Jeg er 29 år og bor i et hus tæt på Tylstrup. Jeg er uddannet landmand på Nibe Landbrugsskole, og startede på nyt job den 1. maj, som driftsleder på en kvæggård. De sidste fire vintre har jeg været på sæson i Østrig som skiinstruktør, hvilket er et skønt afhop fra den normale tilværelse i Danmark.
Det sværeste ved at være væk i så lang tid er dog alt det bold og vennerne, som jeg går glip af.
Hvad er dit forhold til AaB og hvor længe har du fulgt dem?
Jeg har været AaB-fan lige siden jeg var lille, og blev det vel egentlig fordi jeg selv spillede. Dengang var jeg målmand, og mit helt store idol var selvfølgelig gode gamle Jimmy Nielsen.
De første mange år var det min mor der tog mig med på Aalborg Stadion, hvilket hun startede med i den dejlige sæson hvor vi vandt vores andet mesterskab.
Hvad er dit yndlingssted på Aalborg stadion?
Det er helt klart Vesttribunen. Stemningen, at stå blandt kammerater, og at støtte drengene i rød og hvid betyder utrolig meget for mig.
Hvad er dit bedste AaB-minde?
Det bedste AaB-minde er svært, for der findes godt nok mange. Blandt mange kan jeg nævne en togtur til Sarajevo på 35 timer, da vi overlevede nedrykning i Parken i sidste spillerunde, Champions League-gruppespil med mange fede ture, og en af de utallige mange aways i Superligaen, hvor der ryger lidt for mange bajere indenbords, selvom det ikke var meningen.
Det ender dog nok med da vi vandt The Double, for det er den vildeste uge jeg har prøvet. Det hele starter om søndagen, hvor vi vinder mesterskabet i Slagelse. Der er kæmpe fest i Slagelse, som selvfølgelig fortsætter i bussen hjem, og bliver efterfulgt af fest på Heidi’s i Gaden, sammen med spillerne. Så når jeg lige at få en halv time på øjet, før jeg skal op og på arbejde. Mandag, tirsdag og onsdag går med arbejde, samt klargøring af det sidste banner, og planlægning til om torsdagen, hvor turen går til pokalfinalen i Parken.
Så er det tidligt afsted med bus til Parken, for at gøre tifoen klar, inden den står på opvarmning sammen med alle de andre fans. Selve kampen husker alle, for var jo en vanvittig kamp.
Vi er retur i Aalborg kl. 3-4 stykker om natten, og fredag går turen til Hals, hvor mange af os fra ATK skal fejre Kasper Møller (mangeårig frivillig i ASC) og Annes bryllup. En fantastisk dag, som selvfølgelig ender med fest til næste morgen. Lørdag tager jeg ud på Hornevej, hvor vi skal have lavet tifo til om søndagen, hvor vi spiller den sidste kamp mod AGF. Så gik det hjem og sove, og næste morgen ud på stadion, for at samle en fandens masse vimpler. Efter kampen står den så igen på fest, og jeg ender igen sent hjemme, inden den står på arbejde mandag morgen.
En helt igennem vanvittig uge, som jeg aldrig vil glemme.
Hvad er din relation til AaB og hvordan blev du frivillig i ASC?
Vi var en del fra Tylstrup, Sulsted og Vestbjerg der tog til bold sammen, i sin tid. Vi varmede op på Down Town inden kampene og var afsted sammen på aways . På den måde kom vi stille og rolig til at snakke med folk fra ATK. Vi kom på medhjælperlisten i starten, hvor vi fik en besked når der var tifoværksted. En dag blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at være med i gruppen, og der skulle ikke meget betænkningstid til; det var et helt klart JA!
Hvad laver du som frivillig i AaB Support Club, og hvor meget tid bruger du på det?
Jeg er som sagt en del af ATK, hvor min største opgave er at slå på tromme. Derudover er der jo vores mange tifoværksteder, hvor vi bruger mange timer på et halgulv fredag og lørdag nat.
Hvor lang tid har du været frivillig i ASC, og hvad får dig til at slå på tromme en hel kamp?
Jeg blev en del af ATK i 2009, og senere fik jeg tjansen på trommen. Vi stod og manglede folk til denne opgave, og da jeg altid var afsted til kampene, både hjemme og ude, var det oplagt. Selvom jeg ikke havde verdens bedste rytme, sprang jeg på opgaven. De første gange var ikke nogen succes, men jeg blev ved, og fik det stille og roligt lært. Nu er vi en del på posten, hvilket er utrolig fedt, da vi også har Peter Als fra ATK, samt Jacob fra Auxillia. Jeg synes det er et fedt team, og er også glad for opgaven , selvom det ikke altid er så meget bold mand får set. Vi håber selvfølgelig at vi kan blive endnu flere på trommen, så vi kan skiftes lidt mere.
Hvad får dig til at arbejde en hel dag på gården, for derefter at køre ud og lave tifo hele natten, og så vende hjem og arbejde hele dagen igen? Hvad giver det dig, at være frivillig i ASC?
Nu skal det lige siges, at det mere var i mine yngre dage, hvor jeg farede frem og tilbage mellem arbejde og tifoværksted. Det kan godt lyde kedeligt at ligge på et halgulv en fredag aften, men det er det bestemt ikke. Man får snakket med hinanden, drukket lidt øl, og nogle gange ender det da også med en tur i byen, og på Bar Røv. Alle timerne på halgulvet viser sig altid ikke at være spildte, når dagen kommer, og tifoen skal bruges til en kamp. Her er det bare lækkert at se alt arbejdet komme til sin ret, når spillerne løber på banen til et rulleflag, flag, banner eller vimpler, som viser vores støtte til klubben.
Hvad er dit bedste ASC-minde?
Den er svær at svare på, men det er nok mest af alt alle de mange ture på udebane. Uanset hvordan det går, så har vi altid en fantastisk tur, og det er altid fedt at være afsted med kammeraterne, også selvom det er en tur til Helsingør på en mandag.
Er det korrekt forstået, at du altid sover i byen, fordi du gerne vil spare for at betale for et hotelværelse?
Haha! Det er én af mange grunde, men er man træt, så er man træt, og så kan landmanden sgu sove alle steder 🙂
Hvis du støder på Luske næste gang du er til fodbold, så skal du ikke lade dig forskrække af at han højst sandsynligt står i bar kas’ og måske både står og synger med, og slår løs på trommen. Giv ham et klap på skulderen, og hvis ikke han er travlt optaget, så er han altid klar på en snak om dét at være frivillige i foreningen.
Husk at følge med på vores Facebook-side og herinde, hvor vi fremover vil præsentere jer for flere af de frivillige kræfter i foreningen, der hver dag gør en indsats for at skabe en stærkere fanklub.
Har du interesse i også at blive en del af fællesskabet, så fang os på Facebook eller skriv en mail til os.
Navn: Peter Boe Østergaard
Fødselsdato: 21. november 1988
Bopæl: Tylstrup
Civilstatus: Single
Kaldenavn: Luske
Beskæftigelse: Driftsleder
Udvalg i ASC: ATK
Frivillig i ASC siden: 2009
Comments are closed.