Hele Nordjyllands Håndsrækning-tiltag er valgt

Som et led i AaB’s initiativ Hele Nordjyllands Håndsrækning modtog AaB Support Club tidligere i år check på 38.400 kr. Hvad den økonomiske donation skulle øremærkes til var helt og holdent op til os i klubbens officielle fanklub, og vi har nu udvalgt det tiltag der kan nyde godt af tilskuddet.

Som et led i AaB’s CSR-tiltag (Corporate Social Responsibility) Hele Nordjyllands Håndrækning, har klubben søsat en række projekter, der først og fremmest understreger klubbens vilje og lyst til at hjælpe til i lokalsamfundet, men som også er med til at gøre en kæmpe forskel rundt omkring i landsdelen.

Eksempelvis donerer AaB, i samarbejde med Spar Nord Fonden, 2 kr. pr. tilskuer til et velgørende formål, som udvælges hvert halve år. Det er muligt for alle velgørende organisationer at søge tilskud herfra, og hvert halve år udvælges tre projekter, som sættes til afstemning blandt alle AaB-fans. Tiltaget vil efter hver halvsæson modtage et økonomisk tilskud, baseret på antallet af tilskuere til klubbens hjemmekampe.

Derudover har AaB også, i samarbejde med hummel og Spar Nord, udviklet velgørenhedstrøjer, hvorfra der doneres 100 kr. pr. solgt trøje, til et udvalgt formål. AaB Support Club var så heldige at blive udvalgt til at være modtager af trøjen, der blev lanceret i 2018, og har derfor i starten af i år, modtaget en check på 38.400 kr.

Du kan læse meget mere om AaB’s samfundsansvar og alle tiltagene herinde.

Her ses den velgørenhedstrøje der blev sat til salg i starten af 2018, og som der i løbet af året er blevet solgt 384 stk. af:

AaB Support Club er drevet af rigtig mange frivillige kræfter, der hver dag yder en ekstraordinær stor indsats for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Fælles for alt vores arbejde og alt vi foretager os er, at vi vil fremme opbakningen til det vi alle er her for; AaB.

Med al den dedikation og engagement de frivillige udviser, så kommer der naturligvis også løbende en lang række forbedringspunkter i foreningen, og idéer til hvordan vi kan gøre det, vi gør, bedst muligt.
Én af mange af disse idéer har vi i lang tid haft en snak om at gå i luften med, og med det økonomiske tilskud vi har fået fra AaB, har vi nu fået muligheden for at kickstarte lanceringen, således vi har de bedste forudsætninger for at det bliver en succes på den lange bane. Vi har i AaB Support Club nemlig besluttet at pengene skal gå til ASC’s Juniorklub.

I arbejdet med at fremme opbakningen til AaB, så har vi en lang række områder hvor vi i dag er meget selvkørende, og har udvalg der selv står for alt arbejdet der er, for at få det til at køre mest optimalt. Eksempelvis har vi AaB Tifo Kaos, der egenhændigt står for produktion af tifoer, banner og flag, og sørger for vokal opbakning både på ude- og hjemmebane, ligesom vi har et Busudvalg, der sørger for at de rød/hvide striber altid er repræsenteret rundt omkring på de danske stadions.
Vi kunne sagtens have brugt pengene på at forbedre nogle af de eksisterende tiltag der er i foreningen, eller have gjort tilbuddene billigere for alle vores medlemmer, men som nævnt, så har vi i lang tid haft et ønske om at sikre gode forhold for at skabe den næste generation af AaB-tilhængere, hvilket vi håber at kunne påvirke med lanceringen af vores Juniorklub. Det er dem, der skal sikre den fremtidige støtte og opbakning til vores klub, og det er dem vi skal sørge for får lige så mange vanvittigt gode oplevelser, som vi selv har haft.

Helt konkret så betyder det at et medlemskab af vores Juniorklub vil være gratis, såfremt man melder sig ind i løbet af 2019.
Det normale kontingent på 99 kr. vil først træde i kraft ét år efter indmeldelse, hvor et girokort vil blive fremsendt til forældrene, som så kan betale dette, og tilmelde aftalen til PBS. Vi håber, at vi med den her prioritering giver forældre og unge AaB-fans lyst til at være medlem af vores Juniorklub, og på den måde giver et helt år hvor man kan benytte sig af alle fordelene, uden det koster så meget som en krone.
Hvad det indebærer at være medlem af foreningen eller vores Juniorklub kan du læse meget mere om herinde, ligesom du hurtigt kan melde dig ind herinde på vores webshop.

Skulle du have nogle spørgsmål, så husk at du altid kan komme i kontakt med os, enten via e-mail eller Facebook.

En stærkere fanklub – et stærkere AaB

, , ,

Comments are closed.