Føljetonen: AaB’s hjemmebane i 100 år: En enestående historie

I en række af kapitler fortæller David Wedege historien om AaB’s hjemmebane i 100 år: Aalborg Stadion, som i 100 år har ligget på Haraldslund. 31. juli 2020 var det præcis 100 år siden, at AaB og Aalborg Freja åbnede fodboldbanen i “Idrætsparken paa Haraldslund”, som i dag officielt hedder Aalborg Portland Park.

Måske har ingen fodboldklub i historien på noget tidspunkt været mere fristet af at kunne flytte en fodboldkamp til en anden by og et fremmed stadion – og modstået fristelsen og alle pengene, der kunne have fulgt med.

Da AaB trak Manchester United i Champions League i 2008, lokkede Parken i København ellers med sine 30.000 sæder og muligheden for at sælge billetter til pebrede tusindkronersbeløb. Det kunne også have været Aarhus og deres 20.000 sæder.

Hvis Lynge Jakobsen dén gang var faldet for den umenneskelige fristelse, var pengene ikke bare forsvundet i finanskrisens sorte hul, da pengene fossede ud af AaB’s kasse.

Man havde også ødelagt noget, der var helt enestående i dansk fodbold: Da AaB’s hjemmebane 31. juli 2020 kunne fejre sin 100 års fødselsdag kunne vi også se tilbage på en historie, hvor AaB har spillet hver eneste officiel hjemmekamp i 100 år på ét sted.

AGF har spillet snevejrskamp i Randers, fordi græstæppet lå hulter til bulter på Aarhus Stadion – Viborg har flyttet en ombygningskamp til Stoholm og så videre og så videre. Men AaB har aldrig forladt Aalborg Stadion for at spille hjemmekamp.

De små udtagelser
Men ingen regel uden undtagelse. Man kan pirke lidt til historien og myten om AaB’s evige hjemmebane.

Søger man i AaB-historiske kilder, så indrømmer AaB’s 100 års jubilæumsskrift fra 1985 med lidt rødmen og skam, at man i tidernes løb har flyttet én – ja, én officiel kamp til en anden bane.

Det var 14. oktober 1934, da AaB åbnede sit nye klubanlæg på Ny Kærvej bag Hobrovejens Skole ved at spille et opgør mod Aalborg Freja i Aalborg Pokalturnering på klubbens nye træningsanlæg. Det skulle have været en festlig gallaåbning, men herligheden druknede i øsende regnvejr.

Aalborg Pokalturnering var stadig en betydelig turnering med en vis status i midten af 30’erne, og førsteholdsspillerne kunne notere et kamptal for tørnen. Men i dag regner vi ikke meritterne i den turnering for at være noget.

Også fra 1992 til 1994 flyttede AaB flere hjemmekampe i sommerens Toto Cup-turnering til mindre nordjyske baner som Hirtshals og Hobro.

Den nu hedengangne sommerturnering, Toto Cup, som alene blev spillet for at lave sommerkampe til Europas tipskuponer, var ingen officiel turnering, før UEFA overtog den i 1995. Og da AaB spillede UEFA Inter Toto Cup i sommeren 1996, var alle kampe flyttet hjem til Aalborg Stadion.

Så AaB har i 100 år spillet samtlige officielle kampe i UEFA’s, DBU’s og Divisionsforeningens regi på Aalborg Stadion i 100 år. Så har vi også været nøjagtige og taget de nødvendige forbehold, og vi kan stadig være stolte.

Det var også en meget stejl principbeslutning i 90’erne, der slog fast, at Aalborgs største fodboldstadion også i al overskuelig fremtid skal ligge på Kastetgrunden i Vestbyen. Der var stærke kræfter, som ønskede noget andet.

For længe siden – langt uden for byen
Men hvorfor har vi et rigtigt bystadion, som fodboldkommentatoren Morten Bruun kaldte det i en klumme for nylig? Hvor lyset bader de omkringliggende boligkarrer og give en helt særlig atmosfære, man ikke kan opleve på en bar mark ved motorvejen.

Længe før byen overhovedet var vokset ud af sin middelaldergrænse, lå nutidens stadiongrund langt uden for byen.

Mens landsbyerne lå tæt øst for Aalborg, var landsskabet vest for byen vådt, sumpet og svært fremkommeligt.

Man kan stadig fornemme ødeheden, når man går ud ad engene vest for Hasseris og Mølholm i dag: Sådan var vestkanten, som historiens udvikling forvandlede til Vestbyen.

Jordene tilhørte i århundreder Aalborghus Slot og blev drevet af storlandbruget Vester Ladegaard, der lå, hvor Sygehus Nord ligger i dag, og med Ladegårdsgade, der forbinder Gåsepigetorvet med sygehuset, som sidste rest af minde.

Ladegårdene lå i hele landet og fungerede som arbejdsstationer for slottenes, herregårdenes og godsernes uendeligt store jorder.

I 1820 blev ladegårdsjorden så udstykket til mindre parceller med lige streger på landkortet.

At eje og drive et landbrug var efter reformer blevet en mulighed for endnu flere danskere, og de nye købere fra Aalborg ville især dyrke jord og holde dyr.

Derfor hedder det Kastetvej
Det var vel kun sandsigere, der havde opdaget, at udstykningen så i grunden var det langsomme startskud til områdets hastige urbanisering: Aalborgs opslugning af landområderne til alle sider.

Der opstod to bøndergårde, på de arealer, som fik navnet “Kastet” efter de grøfter og diger, der  “indkastede” grunden, så fjordvandet ikke svømmede den over. I 1800-tallet var alt nord for Kastetvej stadig drivvådt og konstant truet af oversvømmelse.

“Gammel Kastet” lå på stedet, der i dag er hjørnet af Ryesgade og Kastetvej. “Ny Kastet”, som blev opført sidst, lå præcis der ved Annebergvej, hvor et drengehjem senere blev opført og hvor møbelproducenten Skagerak nu har domicil.
Et stadion med fire tribuner er af mange kaldt “et fort” eller “en borg”. Men man kunne også sige, at det minder om “et kastet”, og før der lå et stadion, lå der faktisk et kastet. En grund, der var omgivet af volde, som holdt Limfjorden ude.

Især på grund af de veje, der er opkaldt efter Kastet-gårdene, hænger stednavnet meget solidt ved, selv om Kastetgårdene kun var landbrug i en kort periode på mindre end et århundrede.

Når det typisk udtales “Kasted” med blødt d, skulle man tro, at er en københavnsk t-lyd i ordets sidste konsonant, som i nyere tid har invaderet sproget. Heldigvis er det ikke rigtigt.

Kasted med d har også været en udbredt stavemåde, og faktisk er Kastedvej med blødt d det oprindelige vejnavn på gamle Aalborgkort.

Manden og byudviklingen
Kastetgårdenes tid var kort. Blandt andet fordi en stor bid jord i 1883 blev solgt til en herre, der hed Harald Jensen.

Han var ingen som helst landbrugsbedriftsleder. Han var til gengæld en tilflyttet rigmand, der tilhørte det borgerlige jetset inden for bygrænsen.

Mange AaB-fans ved formentlig i forvejen, at det var dén Harald Jensen – byens store brændevinsmatador – stamfaderen til Rød Aalborg – som mange år senere borttestamenterede sin grund, så sporten kunne få idrætsparken Haraldslund som giverens mindegave, og i dag er det en sportsby med stadion, idrætshaller, svømmehal og tennisbaner.

De færreste ved dog, hvorfor brændevinsmatadoren, som faktisk havde en arving, ikke bare lod ejendommen gå i arv men valgte at borttestamentere den – og til noget så gråt og upersonligt som kommunen.

Der skulle en hel kamp til, før den første fodboldkamp blev spillet i 1920.

Følg med i næste kapital her hos AaB Support Club.

, , , , , , , , , , , , , ,

Comments are closed.