Flot donation fra spillertruppen banker prisen på Lyngby away helt i bund!

Superligasæsonen nærmer sig sin afslutning og sin afgørelse. Med AaB-øjne har det meste af sæsonen været én lang, nervepirrende kamp mod en katastrofal nedrykning. AaB kan stadig selv afgøre sin skæbne. Et meget afgørende – og potentielt altafgørende – slag står på mandag, 2. pinsedag i Lyngby. AaB Support Club havde allerede sat prisen ned. Nu har en ny flot donation fra spillertruppen, banket prisen helt i bund!

Priser og tilmelding
Turen koster normalt kun 300 kr. for medlemmer af AaB Support Club. I forvejen havde vi valgt at sænke prisen helt ned til bare 225 kr. for vores medlemmer, for at få så mange AaB-fans på plads til den vigtige kamp, som muligt. Men med en virkelig flot donation fra spillertruppen kan vi nu banke prisen yderligere ned for de første 200 tilmeldte. Medlemmer kan derfor komme med for KUN 125 kr.! Hvis du tilmelder flere ASC-medlemmer samtidig, skal vi venligst bede dig om at anføre medlemsnumre og navne på dem alle.

Hvis du er blandt de første 40 tilmeldte ASC-medlemmer kan du tillige købe entrébillet til stadion for kun 50 kr. Disse er dog allerede udsolgt, mens turen blev udbudt til den originale pris.

Børn under 15 år, som er medlem af AaB Support Club Junior betaler kun 50 kr. for at komme med på turen. Normalprisen er her i forvejen kun 150 kr. Køb da det særskilte produkt til børn. Børn kan ikke tilkøbe entrébillet via ASC, men skal købe denne direkte hos modstanderen.

Personer, som ikke er medlem af AaB Support Club, kan fortsat komme med på turen mod en merpris på 50 kr. oven i den nedsatte pris. Dette gælder også børn under 15 år, men husk at det indtil videre er gratis at blive medlem af AaB Support Club Junior.

Ikke-medlemmer har ikke adgang til at købe billige entrébilletter i forsalg jf ovenstående. Hvis du tilmelder flere ikke-medlemmer, skal vi bede dig anføre navne på dem alle. I feltet til angivelse af ASC-medlemsnummer, skal du som ikke-medlem skrive “0000” samt dit navn.’

Allerede tilmeldt?
Bare rolig – vi sørger selvfølgelig for at rette din ordre, så du også kun bliver opkrævet den nedsatte pris for turen.

Afgang/hjemkomst
Der er afgang fra parkeringspladsen bag Nordtribunen (Complea) på Aalborg Stadion kl. 7.00 og forventet hjemkomst på Aalborg Stadion omkring kl. 22.00.

Morgenmad
Som traditionen byder på ture med afgang om morgenen, sørger ASC for morgenmad til vores deltagere. Du får således udleveret et rundstykke, en morgenkage samt en brikjuice eller et shot helt gratis.

Ordensregler
Med din tilmelding til denne tur bekræfter du samtidig at have læst og accepteret ordensreglerne for vores busture.

Tilmeldingsfrist
Sidste frist for køb af billetter i forsalg til turen er torsdag den 25. maj kl. 20.00.

OBS
Det er ikke længere muligt at betale med kontanter i vores busser. Sørg derfor for at have Mobile Pay klar på din telefon.

, , , , , , , ,

Comments are closed.