Vedtægter

Paragraf 1
Foreningens navn er AaB Support Club, hjemhørende i Aalborg Kommune, og grundlagt den 22. august 1990.

Paragraf 2
Som medlemmer i AaB Support Club kan optages enhver person, der er interesseret i AaB’s trivsel, og som vedkender sig foreningens formål.

Paragraf 3
Forenings formål er at være samlingssted for personer med interesse for fodboldspillet i AaB, og igennem sit arbejde – foredrag, mødevirksomhed, deltagelse i fodboldturneringer mv. – at udbrede kendskabet til og interessen for AaB, fodboldkulturen og fodboldspillet generelt.

Paragraf 4
Kontingentet fastsættes af bestyrelsen og godkendes på den ordinære generalforsamling ved simpelt flertal.

Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.

Ved manglende betaling mere end én måned efter forfaldsdatoen, tilsendes medlemmet restanceopkrævning i hver af de følgende to måneder. Fortsat manglende betaling medfører herefter, at medlemsskabet slettes.

Paragraf 5
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende modarbejder foreningens formål eller udviser en så dårlig opførsel, at foreningens anseelse og omdømme skades. Ligeledes kan nedsættende eller krænkende udtalelser til pressen om foreningen eller dens ledelse danne grundlag for udelukkelse eller eksklusion.

Spørgsmål vedrørende udelukkelse eller eksklusion af et medlem behandles af bestyrelsen. Udelukkelse eller eksklusion kan kun finde sted ved en enstemmig afgørelse og skal skriftligt meddeles medlemmer.
Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet endvidere krav på, at sagen fremlægges på førstkommende ordinære generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlingsbeslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun genoptages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutningen om eksklusionen.

Paragraf 6
Æresmedlemmer kan optages i AaB Support Club. Æresmedlemstitlen er den fornemste hædersbevisning i AaB Support Club.

Som æresmedlemmer kan optages personer, der gennem en lang årrække har ydet en ekstraordinær stor indsats for AaB eller AaB Support Club. Indsatsen i AaB-regi kan både være som spiller og som leder, og i AaB Support Club kan indsatsen både være indenfor og udenfor bestyrelsen.
Arbejdsperioden behøver ikke at være ubrudt.

Der kan ikke foretages indstilling af emner, da et æresmedlem udpeges af en enig bestyrelse. Æresmedlemstitlen kan overrækkes ved enhver given lejlighed.

Paragraf 7
Den ordinære generalforsamling er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned.
Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.

Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. På forlangende skal der kunne fremvises gyldigt medlemsbevis eller girokvittering.
Stemmeret har alle medlemmer, som ikke er i kontingentrestance og hvis medlemskab har varet mindst 3 måneder. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er som følger:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent og stemmetællere
3. Godkendelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år
4. Godkendelse af regnskab for det forløbne år
5. Orientering om budget for det kommende år
6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
7. Indkomne forslag
8. Valg af formand (lige år)
9. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (lige år)
10. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (ulige år)
11. Valg af 2 suppleanter (hvert år)
12. Valg af 2 bilagskontrollanter (hvert år)
13. Valg af bilagskontrollant-suppleant (hvert år)
14. Eventuelt
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsens formand senest to uger før generalforsamlingens afholdelse.
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræves der, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor ved vedtægtsændringer og beslutning om fusion/ophævelse af foreningen jf. §§ 13 og 14.
Afstemninger foretages ved håndsoprækning, dog skriftligt såfremt fem eller flere medlemmer forlanger det.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten og den nyvalgte bestyrelse.

Paragraf 8
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes på bestyrelsens foranledning, eller såfremt 20 % af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes senest 14 dage efter anmodningen er modtaget. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning, m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

Paragraf 9
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningens i alle forhold.
Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand på sit første møde efter den ordinære generalforsamling og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen afholder møder efter behov. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre af medlemmerne er til stede. Der udarbejdes et referat for hvert møde i bestyrelsen.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.

Paragraf 10
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen to bilagskontrollanter, som udtager stikprøvekontrol af bilagene.

Paragraf 11
Foreningens tegnes af formanden i forening med to bestyrelsesmedlemmer.
Låneoptagelse, samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom skal godkendes af den ordinære generalforsamling med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningens til enhver tid tilhørende formue.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

Paragraf 12
Lokalafdelinger af AaB Support Club kan kun oprettes efter skriftlig ansøgning til bestyrelsen.
AaB Support Club yder et fast tilskud på 10 % af medlemskontingentet fra lokalafdelingens medlemmer i fast årligt tilskud. Herudover kan lokalafdelingerne ansøge foreningens bestyrelse om enkeltbeløb.
Regnskab samt beretning for lokalafdelinger skal sendes til AaB Support Clubs bestyrelse én gang årligt.
Lokalafdelingerne anvender som minimum AaB Support Clubs vedtægter, men kan dog selv lave skærpede vedtægter.
Såfremt en lokalafdeling ikke afholder generalforsamling og/eller indsender regnskab retmæssigt, kan AaB Support Clubs bestyrelse beslutte at nedlægge denne.

Paragraf 13
Disse vedtægter kan ændres, hvis mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor på en generalforsamling.

Sidst ændret på den ordinære generalforsamling mandag den 14. marts 2016.