ASC Away: Der skal hentes 3 point mere hos de kongeblå i Lyngby

Lyngby Boldklub har prøvet lidt af hvert gennem årene. To mesterskaber (det seneste i 1992 med bl.a. Henrik “Store” Larsen og 3 øvrige europamestre på holdet) og 3 pokaltitler krydret med en konkurs og tvangsnedrykning, en lang periode som elevatorhold mellem de bedste rækker og flere europæiske eventyr uden den store succes, er nogle af ingredienserne i klubben fra Kgs. Lyngby. Det har aldrig været en nem opgave at drive fodboldklub i den Nordkøbenhavnske forstad, hvilket Flemming Østergaard tog konsekvensen af, da han skred fra traditionerne i Lyngby Boldklub og tog ind til klubben på Østerbro, som passede noget bedre til hans ego. Nu er Lyngby imidlertid poppet op igen og tog i sidste sæson en overraskende flot 3. plads, hentet med en afsluttende sejr i Herning.

Sejre og nederlag er gennem tiden ofte kommet lidt i stimer, når AaB og Lyngby er stødt på hinanden i Superligaen. Således havde AaB 10 sejre i træk over Lyngby fra 2001 til 2011, mens AaB omvendt overhovedet ikke slog Lyngby i de foregående 9 indbyrdes kampe inden da. AaB har vundet de seneste to opgør mod Lyngby, så vi kan håbe på at vi er i gang med en ny lignende sejrsstime.

AaB Support Club kører som altid til kampen i Lyngby på lørdag. Da der allerede er afgang fra Aalborg kl. 10.00 tilbyder vi traditionen tro gratis morgenmad til alle deltagere. Vi serverer et rundstykke, en morgenkage, en kop kaffe samt en brikjuice eller “en skarp”, til alle deltagere i bussen.

Turen koster kun 250 kr. og du kan tilkøbe entrébillet til Lyngby Stadion for yderligere bare 50 kr.

Priser og tilmelding
Du kan komme med på turen for bare 250 kr. Du kan tilmelde dig via webshoppen. Hvis du tilmelder flere personer samtidig, skal vi venligst bede dig om at anføre medlemsnumre og navne på dem alle.

De første 45 tilmeldte kan desuden få en entrébillet med i købet for yderligere 50 kr.

Tilmeldingsfrist
Sidste frist for tilmelding til turen er torsdag den 30. november kl. 20.00.

Afgang/hjemkomst
Der er afgang fra parkeringspladsen bag Nordtribunen på Aalborg Stadion kl. 09.30 og forventet hjemkomst samme sted omkring midnat.

Praktiske oplysninger
Du finder praktiske oplysninger om vores ture under Busudvalgets sider på hjemmesiden. Hvis dine eventuelle spørgsmål ikke bliver besvaret her, er du velkommen til at sende en mail til busudvalg@aabsupportclub.dk

Med din tilmelding til turen accepterer du samtidig vores ordensregler for udebaneture.

Comments

comments

, , , , , , , , , , , ,

Comments are closed.